Store Heddinge

Oplev balletten ‘Giselle’ i Snurretoppen

Store Heddinge: Det Kongelige Teater transmitterer balletten ’Giselle’ til 52 biografer, deriblandt Snurretoppen i Store Heddinge.

Tirsdag den 15. november klokken 19.30 viser Snurretoppen balletten ’Giselle’ med musik af Adolph Adam, i en direkte transmission fra Det Kongelige Teater i København. Balletten danses af Den Kongelige Ballet.

’Giselle’ er hovedværket indenfor romantisk ballet. Balletten blev skabt i 1841, hvor man sværmede for de uforløste og dæmoniske drifter, er balletten den perfekte forening af fortælling, musik og koreografi.

Ulykkelig kærlighed går aldrig af mode, og librettoen af den franske forfatter Théophile Gautier lader den dag i dag publikum flygte ind i en verden af mystik, skønhed, fare og død.

Da den unge Giselle finder ud af, at hendes elskede Albrecht er lovet væk, brister hendes hjerte. Skønt den porøse pige har flere bejlere på hånden, mister hun forstanden og ånder ud i sin elskedes arme. Men dramaet er kun lige begyndt…

’Giselle’ er en af de mest romantiske og højdramatiske balletter nogensinde. Den sitrer af livsdrømme, erotik, kærlighedstab, dødsdrift og vanvid. I denne helt nye version skabt af Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe fortælles historien fra Giselles synspunkt i et abstrakt og moderne sprog.

Billetterne koster 200 kroner inklusive kaffe og et glas vin i pausen samt med deltagelse i aftenens lodtrækning. De kan købes på www.snurretoppen.net.

Kommentarer