Kultur

Oplev foredrag med prisvindende Stine Pilgård

Foto: Stevns Bibliotekerne

Mød forfatteren, der er i 2021 modtog De Gyldne Laurbær for bogen om en ung kvinde, der flytter til Vestjylland og skal finde vej i højskolelivet og den vestjyske samtaleform. 

Stine Pilgaards nyeste bog “Meter i sekundet” har ligget højt på bibliotekernes reservationslister og har bogstaveligt talt taget læserne og anmelderne med storm. Siden udgivelsen har det regnet ned over bogen med roser, stjerner, hjerter og priser. Nu kan du opleve forfatteren fortælle om romanen, for til marts inviterer Stevns Bibliotekerne til foredrag med den roste forfatter. 

Stine Pilgaard debuterede i 2012 med romanen “Min mor siger”. Siden har hun forfinet sin karakteristiske tone og stil med endnu mere humor og klogskab. I romanen “Meter i sekundet” er hun om muligt endnu skarpere end tidligere. 

Højskoleliv og vestjysk ordknaphed

I den prisvindende roman, flytter en ung kvinde til Velling i Vestjylland, hvor hendes kæreste er lærer på en højskole. Kvinden selv får arbejde på den lokale avis som brevkasseskribent og forsøger at få nye venner. Hun vil det bedste, men hendes bulderbasseagtige facon gør det lidt svært at falde rigtig til. Pilgårds poetiske sprogbrug og elegante observationer af menneskers akavede adfærd, skildrer en frembrusende ung kvindes morsomme sammenstød med den ordknappe vestjyske kultur, der blandt andet inkluderer nogle, til tider, akavede møder med dokumentaristen Anders Agger. 

Digtet “Fortabt er jeg stadig” fra “Meter i sekundet” er endda blevet optaget i den 19. udgave af højskolesangbogen. Og i efteråret 2021 udkom Stine med bogen “De Korte Sætninger Land” med en masse nye højskolesange, hvor komponist Katrine Muff Enevoldsen har lavet smukke melodier til. 

Fornem pris De Gyldne Laurbær er en af de ældste, stadig eksisterende litteraturpriser, man som dansk forfatter kan komme i betragtning til. Prisen blev første gang uddelt i 1949 og uddeles én gang årligt på baggrund af stemmer fra alle landets boghandlere og deres medarbejdere.

Uanset om du er mangeårig Pilgaard-fan eller endnu har til gode at opdage, hvilken fantasifuldhed, formfuldendt fart og sproglig opmærksomhed, Pilgaard skriver sine romaner med, er hendes nyeste bog “Meter i sekundet” med sikkerhed noget for dig. Stine Pilgaard er derudover en medrivende og intens foredragsholder.

Foredraget med Stine Pilgård finder sted i Lille Heddinge Forsamlingshus, den 2. marts. 

Dørene åbner klokken 19, og foredraget starter 19.30. Billetter til foredraget koster 50 kr, og kan købes på www.stevnsbib.dk/arrangementer eller hos Stevns Bibliotekerne i den betjente åbningstid.

Kommentarer