OplevStevns.dk ønsker at udvikle turismen
Rødvig: Det nye lokale firma OplevStevns.dk ønsker at give turisterne lyst til at blive en dag mere
Et nyt lokalt firma OplevStevns.dk ønsker at fokusere på mødet mellem natur og menneske. De ønsker at dele de naturoplevelser, som de enten er vokset op med eller har lært at kende gennem mange år i vores betagende del af Danmark.
De ønsker at udvikle turismen, men stadig med respekten for lokalområdet og lokalsamfundet. De ønsker at gøre alt det, som Stevns allerede byder på, markant mere synligt og tilgængeligt for gæster.
Bag firmaet står Helle Merethe Jørgensen, der er opvokset i Højerup, med den gamle kirke og Stevns Klint som en naturlig del af hendes barndom, ungdom og senere også voksenliv.
– Det er blevet mit mål at formidle kendte og ukendte pletter på Stevns, fortæller Helle Merethe Jørgensen og fortsætter:
– Det er ikke altid at det mest åbenlyse er det skønneste for netop dig. Det kan være at en vild orkide på Elbækengen, at ro kajak ind under klinten, eller at se og få fortalt sagnet om Kulsti Rende, er lige netop det, der giver en fordybelse eller ro for tilskueren – og det er det der giver mig energi.
OplevStevns.dk ønsker at de lokales foretagsomhed, skal gøres markant mere synlig og tilgængelig for gæster, fordi stevnsboerne i fællesskab, kan opbygge og forene de mange muligheder, til glæde for alle.
OplevStevns.dk tilbyder blandt andet guidede ture samt udlejning af kajakker og cykler.
Kommentarer