Oppositionen enige om budgetforslag
Stevns: Ifølge den socialdemokratiske gruppeformand, Steen S. Hansen, er de fire partier i oppositionen enige om det budgetforslag, som de vil fremlægge til Kommunalbestyrelsens andenbehandling.
Line Krogh Lay (R), Steen S. Hansen (S), Bjarne Østergård Rasmussen (løsgænger) og Jan Jespersen (EL) synes alle, at det har været en fornøjelse af forhandle budget, og at forhandlingsklimaet har været rart, skriver Dagbladet Stevns.
– Det er rart at opleve, at der faktisk bliver lyttet til de ting, som vi er kommet med, og at vi også kan se vores ønsker i det færdige budgetforslag, sagde Jan Jespersen (EL) til Dagbladet Stevns.
Læs også: Stevns’ budget for 2017 er på plads
Med udmeldingen om det gode samarbejde partierne imellem, blev de i den forbindelse spurgt, om de er klar til at undgå i et valgforbund med fælles borgmesterkandidat ved næste års kommunalvalg.
– Der er mange valgtekniske overvejelser at gøre sig, inden man indgår et valgforbund. Men forløbet omkring budgettet har vist, at der er basis for et stærkere samarbejde i oppositionen, som også kan række efter et valg, siger Line Krogh Lay (R) til Dagbladet Stevns.
Kommentarer