Overflødig engangsplastik bliver forbudt
Plastiksugerør, engangstallerkener og -bestik af er nogle af de produkter, som EU nu forbyder med nyt plastikdirektiv. Miljø- og fødevareministeren roser direktivet, og kalder det et vigtigt skridt på vejen i opgøret med overflødig plastik.
Et omfattende forbud mod engangsprodukter af plastik er en realitet.
Det står klart efter, at EU’s nye plastikdirektiv er færdigforhandlet mellem medlemslandene, EU-Parlamentet og EU-Kommissionen. Det nye direktiv betyder blandet andet, at de europæiske forbrugere må vinke farvel til tallerkener-, bestik og vatpinde af engangsplastik, som inden længe ikke længere må sælges.
Plastikdirektivet har til formål at begrænse de store mængder plastikaffald, som alt for ofte ender på de europæiske strande og i verdenshavene. Direktivet rummer ud over forbud mod en række produkter, også krav om at plastiklåg skal sidde fast på flasker og kartoner, så plastiklågene ikke ender i naturen.
– Der er virkelig tale om et ambitiøst tiltag, og fra dansk side bakker vi op om direktivet. For få uger siden præsenterede jeg regeringens plastikhandlingsplan, og det nye direktiv er et kæmpe skridt i opgøret med overflødig plastik. Vi må skubbe på udviklingen af produkter af mere miljøvenlige materialer, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.
Forbuddet mod engangsbestik, -tallerkner, vatpinde, og sugerør af plastik vil reducere plastikaffaldsgenstande på de europæiske strande med 17 procent. Det svarer til den andel af affaldet, som disse produkter i dag udgør. Forbuddene og direktivets øvrige initiativer om engangsplastik og fiskegrej af plastik omfatter samlet set 70 procent af det affald, som findes på de europæiske strande.
Producenter får del af regningen
Direktivet stiller også krav om, at producenter og importører af cigaretfiltre, engangskopper, fødevarebeholdere, indpakningsposer, vådservietter, balloner og fiskeredskaber med komponenter af plastik skal tage ansvar for indsamling og affaldsbehandling af deres produkter.
I praksis betyder det eksempelvis, at tobaksproducenter får en forpligtelse til at betale regningen for de mange cigaretskod, som smides i det offentlige rum.
– Jeg hæfter mig ved, at det er blevet en europæisk og i høj grad en global dagsorden at få gennemtænkt vores forbrug af plastik. Det er et verdensomspændende problem og derfor giver det rigtig god mening, at vi nu får indført nogle fælles europæiske regler, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Forslaget forventes formelt vedtaget i foråret.
Kommentarer