Debat og politik

Pædagogisk faglighed eller nærvær?

Når vi som forældre skal vælge mellem vuggestue og dagpleje i Stevns Kommune, bliver vi sat i et svært dilemma: For hvad er vigtigst for vores små børns trivsel; den pædagogiske faglighed eller tid til nærvær?

Indsendt af Henriette Larsen og Louise Nielsen, på vegne af ’Giv Dit Barn En Stemme’

Selv har vi – efter grundig overvejelse – valgt dagplejen. Dagplejerne er, som oftest, ikke uddannede pædagoger. Til gengæld kan de tilbyde vores børn et nærværende og trygt samvær med en voksen, der har god tid til dem. Det bemærkelsesværdige ved vores valg er, at vi selv er pædagoger.

Det gør os ondt, at vi – i denne sammenhæng – ikke kan bakke op om vores fag ved at sende vores egne børn i vuggestue. Men vi frygter, at et sådant valg ville ske på bekostning af børnenes mulighed for at blive set og hørt.

For i institutionerne på Stevns har pædagogerne ikke tilstrækkelig tid til blot ’at være’ med det enkelte barn. Og det er ikke kun graden af nærvær, men tillige de pædagogiske aktiviteter, der begrænses, når pædagogerne er for få.

Som forældre – og pædagoger – håber vi, at både vuggestue og dagpleje i fremtiden kan blive positive tilvalg. Dette kræver dog en viljefast politisk prioritering af dagtilbudsområdet.

Giv Dit Barn En Stemme, når du sætter dit kryds til kommunalvalget – bland dig i debatten og stem på en politiker, som vil vores børns bedste.

Kommentarer