Store Heddinge

Pas på de små i trafikken!

skolestart_smaa_i_trafikken

Stevns Kommune: I de kommende uger vil mange nye og små trafikanter bevæge sig ud på vejene

Alene i Stevns Kommune starter ca. 215 børn i 0. klasse. Derfor er kommunen med i den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken”. Kampagnen skal minde trafikanterne om at passe ekstra godt på de nye skolebørn på vejene, og give forældrene gode råd til at træne med deres børn, så de bliver sikre trafikanter.

Det kan være svært at overskue trafikken, når man kun er 5 eller 6 år og skal over en skolevej, hvor biler, cyklister og knallerter suser forbi i høj fart. Samtidig er der mange nye regler og gode råd, som børnene først skal til at lære og huske i trafikken.

– Det er et stort ansvar at få børnene sikkert til og fra skole. Vi skal alle være med til at passe godt på de mange nye børn i trafikken. Derfor har vi blandt andet sat plakater op langs skolevejene, så bilisterne er ekstra opmærksomme og husker at sænke farten ved skolerne, siger borgmester Mogens Haugaard, Stevns kommune´.

Politikontrol ved skolerne

Politiet vil i ugerne omkring skolestart sætte ind med ekstra kontrol ved mange af landets skoler. Det gør de for at få bilisterne til at lette foden fra speederen og holde godt øje med de mange nye skolebørn i trafikken. Hvert år stopper politiet mange bilister, der kører for stærkt eller ikke er opmærksomme, når de kører på en skolevej.

Derfor opfordrer kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden alle bilister til at sætte farten ned og holde ekstra øje med og vise hensyn når de møder de små i trafikken.

Den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken” kører i hele august måned.

Man kan besøge www.sikkertrafik.dk/skolestart og find mere information om kampagnen, gode råd om trafiktræning og meget andet.

Øvelse gør mester

Forældrenes rolle er vigtig når fremtidens trafikanter skal klædes godt på. De skal ud på vejene og træne trafiksikkerhed med deres børn. Det kræver øvelse og praktisk erfaring, hvis børnene skal blive sikre trafikanter og lære, hvad de skal holde øje med på vejene.

Derfor får alle forældre materialer, der nemt og enkelt viser, hvordan man kan træne med sit barn og give barnet en trafiksikker viden og erfaringer med i skoletasken.

Man kan læse mere på kommunens hjemmeside

Vind i klassekonkurrencen

Alle 0. klasser kan deltage i en konkurrence hvor eleverne skal løse et opgavehæfte og deltage i konkurrencen om en spændende præmie, som kommunen bestemmer. Konkurrencen starter mandag den 4. august. Sidste frist for deltagelse er den 24. september.

Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, Kommunerne i Danmark og TrygFonden.

Besøg www.sikkertrafik.dk/skolestart og find mere information om kampagnen, gode råd om trafiktræning og meget andet.

http://www.sikkertrafik.dk/skolestart

Kommentarer