Hårlev

Pas på med frivilligt arbejde og dagpenge

Stevns frivillighedscenter har beskrevet reglerne for frivilligt arbejde på deres hjemmeside.

En stor del af Danmarks befolkning er frivillige. Og det kan man jo som borger ikke være utilfreds med. Imidlertid skal man være lidt forsigtig, hvis man for eksempel er dagpengemodtager eller efterlønner.

Reglerne for frivilligt arbejde har Stevns Frivillighedscenter sat sig ind i, netop for at hjælpe med eller afhjælpe unødige problemer for denne gruppe af frivillige. Kun 4 timer om ugen kan tillades, uden fradrag i ydelsen, hvis det frivillige arbejde kræver særlig uddannelse eller udbydes som lønarbejde. Ikke mere.

– En midlertidig ordning med 15 timer ugentligt er netop ophørt, og vi venter spændt på et nyt udspil fra regeringen, fortæller Johnny Andersen, formand for Stevns Frivillighedscenter.

Der er dog nogle former for frivilligt arbejde, der kan udføres, uden det giver fradrag i dagpenge.

www.stevnsfrivillighedscenter.dk kan man hente en udførlig beskrivelse af reglerne for frivilligt arbejde.

– Læs vores hjemmeside og tal altid med din A-Kasse, inden du begynder, så du ikke får problemer, siger Johnny Andersen.

På hjemmesiden beskrives også, at kontanthjælpsmodtagere er fritaget for at blive trukket i ydelsen uanset hvor mange timer, der bruges som frivillig. Dog må det frivillige arbejde ikke være til hinder for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og man skal altid orientere sin sagsbehandler om det frivillige arbejdes art og omfang.

For folke- og førtidspensionister er der ingen restriktioner.

Der er helt specielle regler for modtagere af sygedagpenge, skal altid aftales med sagsbehandler på sygedagpengekontoret.

Frivilligt arbejde er er alt fra at træne miniputfodboldhold til at arrangere udflugter i Ældresagen. I Danmark er 40 til 45 procent af befolkningen ifølge statistikken, på den ene eller den anden måde engageret i frivilligt arbejde, og man må spørge sig selv, hvad Danmark ville gøre uden de frivillige.

Man kan kontakte Stevns Frivillighedscenter, hvis man har spørgsmål, på telefon 6113 1274 eller på e-mail kontakt@stevnsfrivilighedscenter.dk.

Kommentarer