Kultur

’Pensionistbanden’ laver revy på Harmonien Rødvig

Rødvig: En flok glade amatører laver en helt lokal revy på Kulturhuset Harmonien til oktober.

’Pensionistbanden’ er på spil i Rødvig og der er mulighed for at se dem optræde den 29. og 30. oktober på Kulturhuset Harmonien i Rødvig. Billetsalget er startet på Billetto og der er allerede nu solgt cirka halvdelen af billetterne.

Det er en flok glade amatører, hvoraf langt de fleste aldrig nogen sinde har prøvet at optræde for andre, bortset fra måske med en enkel festtale i ny og næ.

Alle numrene er skrevet af de optrædende selv og instruktøren, Grethe Fischer, og her kommer et par af titlerne: Hvad skal vi lave? Blondinen. Værdighedspolitik. Jeg har lært at Google. Tør jeg? Godaften, mit navn er……. og Hvem sagde gammel?

På nuværende tidspunkt er der 26 numre, og forestillingen vil vare to timer inklusive pause.

– Vi har skam også vores eget orkester med Inger Lise Odgaard på harmonika og keyboard og Finn Høj på guitar, siger instruktør Grethe Fischer og fortsætter:

– Ideen opstod sidste efterår ved 1. cafémøde efter sommerferien, hvor der gik en seddel rundt, så deltagerne kunne komme med forslag til vinterens aktiviteter. Der skrev jeg TEATER!

Borgerforeningen greb ideen, og VUPTI – så var der en herlig skare af seniorer, som havde meldt sig.

Den 16. januar startede vi så projektet, og det varede ikke mange minutter, før gruppen havde besluttet, at der skulle laves en revy! Modigt, må man sige i betragtning af, at de fleste af os ikke kendte hinanden i forvejen, og en del var helt uprøvede kræfter, fortæller Grethe Fischer og hun fortsætter:

– Siden da er der sket en masse. Vi har været sammen til teater en gang om ugen, hvor der er blevet drukket en del kaffe, og hvor det har vrimlet med festlige ideer fra alle deltagerne. Så nu kender vi hinanden.

– Det har fra første færd været meget muntert. Der bliver snakket og grinet og spillet og sunget, og gruppen, som ingen har forladt siden starten, virker nu som en glad og sammentømret enhed.

TV ØST har sågar besøgt os en eftermiddag i foråret, og det resulterede i en god lille udsendelse om vores revyplaner, afslutter Grethe Fischer.

– Bestyrelsen i Rødvig Borgerforening sætter stor pris på initiativet, siger formanden, Freddie Larsen og fortsætter:

– I præsentationen står der, at det er en lokalrevy, hvor der tages gas på vores by og forening, på Stevns og på alting! Jeg er jo meget spændt på, hvad det er, slutter formanden.

pensionistbanden_roedvig_2

Kommentarer