Per Arnoldi gæster Strøby på tirsdag
Strøby: Den kendte kunstner holder på tirsdag et foredrag om tvivl og tro, kirke og kunst i Kirkeladen i Strøby
Tirsdag den 25. marts afholder den kendte kunstner Per Arnoldi et foredrag om Kirke og Kunst i Kirkeladen ved Strøby Kirke. I sin “fortløbende fortælling” leder Per Arnoldi efter fyldestgørende svar på en lang række spørgsmål.
En voldsom omfavnelse af kirken og den moderne kunst har gennem de seneste år ført til en lang række radikale kirkeudsmykninger landet over.
Men er de nu også det?
Og hvad er meningen?
Er der overhovedet nogen mening?
Er det et tegn på udvikling eller afvikling?
Er det livstegn eller en kirkeforms dødsrallen, camoufleret som ”moderne rum” med moderne
fortolkningsmuligheder?
Har kirken givet op eller givet efter?
Hvilke kriterier arbejder de deltagende kunstnere overhovedet ud fra?
Er kunstnerne medarbejdere eller det modsatte?
Har kirken indbygget andre kriterier og forudsætninger, som skal honoreres?
Er de nyeste billeddannelsers bidrag til kirkerummet hermetisk private eller alment aflæselige?
Hvad bidrager de med?
Per Arnoldi er ikke kommet uskadt gennem disse overvejelser gennem et langt kunstnerliv, der oven i købet startede med et smertefuldt kuldsejlet teologisk studium tilbage i 1960.
Spørgsmålene tårner sig stadig højere op end de fleste kirkers. Tvivlen om kunstens billedmæssige medvirken og tvivlen om troen, som den her har søgt “nye “ alliancer, er ikke uproblematisk.
Kan den grundlæggende og frugtbare tvivl, der har været den moderne billedkunsts grundlag, pludselig stille sig i en tros tjeneste?
Per Arnoldis foredrag om Kirke og Kunst foregår tirsdag den 25. marts klokken 19.00 i Kirkeladen ved Strøby Kirke
Kommentarer