Pernille Højmark optræder i Spilledåsen
Store Heddinge: Kulturforeningen Spilledåsen indleder forårssæsonen den 27. januar med et besøg af Pernille Højmark
Tirsdag den 27. januar indledes forårssæsonen hos Kulturforeningen Spilledåsen med et besøg af Pernille Højmark og Det Røde Hav.
Pernille Højmark og Det Røde Hav leverer en personlig hyldest til nogle af de allerstørste danske sangskrivere. Pernille fortolker, med sin sublime indlevelse og sit smittende humør, sange af blandt andet Osvald Helmuth, P.H., Benny Andersen, Dan Turell, Keld Abell og Kai Norman Andersen. Sangene bliver genfortolket og bæres musikalsk fornyet ind i nutiden.
Pernille Højmark er helt hjemme i dette univers af sjove, moralsk løsslupne, velskrevne og fantastiske tekster og melodier. Med sig har hun trioen “Det Røde Hav”, som swinger, så englene synger. En aften med Pernille Højmark og Det Røde Hav giver publikum mulighed for at grine, græde (lidt), nynne med og blive lidt klogere på sig selv og fortiden.
Man kan læse mere på Spilledåsens webside.
Man kan desuden følge Kulturforeningen Spilledåsen på facebook.
Billetterne koster 160 kroner for medlemmer af Spilledåsen, mens gæster skal betale 185 kroner.
Billetter kan købes hos Kop og Kande på Algade i Store Heddinge eller hos Staxen Bøger og Papir, Hovedgaden i Hårlev. Man kan også bestille billetter via Spilledåsens billettelefon 3057 1999, torsdage og søndage fra klokken 16.00 til 19.30, eller på e-mail til billet@spilledaasen-stevns.dk.
Pernille Højmark og Det Røde Hav optræder tirsdag den 27 januar klokken 20 hos Kulturforeningen Spilledåsen i Snurretoppen, Algade 32, 4660 Store Heddinge
Kommentarer