Pinsegudstjeneste i Boesdal Kalkbrud for 13. gang
Boesdal: 2. Pinsedag inviterer de 37 sogne i Tryggevælde Provsti til friluftsgudstjenete og folkefest i Boesdal Kalkbrud.
2. Pinsedag, mandag den 16. maj klokken 11 afholdes den traditionelle fællesgudstjeneste i Boesdal Kalkbrud. Det er 13. gang, at de 37 kirkesogne i Tryggevælde Provsti, der dækker Stevns og Faxe kommuner, afholder den fælles pinsegudstjeneste.
Den store festlige gudstjeneste, der har karakter af en folkefest, plejer at tiltrække op imod 1000 mennesker. Stort set alle præsterne fra sognene i Tryggevælde Provsti deltager.
Årets prædikant er sognepræst Carsten Ackermann fra Faxe og Roholte sogne. Lige efter prædikenen bliver en flok hvide duer sluppet løs ud over kalkbruddet.
Børne- og voksenkor fra alle sognene leverer musikken under kyndig ledelse af organist Niels Andersson fra Valløby og Store Tårnby.
Efter gudstjenesten kan deltagerne nyde den medbragte mad. Der kan købes kaffe, the og kage fra en bod opsat af det sociale værested Café Stevnen i Store Heddinge.
Det er gratis at deltage.
Pinsegudstjenesten begynder klokken 11 i Boesdal Kalkbrud, der ligger på Boesdalsvej 9 ved Rødvig.
Kommentarer