Hårlev

Politiaktion mod skyldnere i Stevns og Køge kommuner

Stevns Kommune: 21 skyldnere i Stevns og Køge kommuner fik i morges besøg af politiet fordi de ikke var mødt op i fogedretten

Lokalpolitiet i Køge har fra klokken 05:00 i morges, onsdag den 19. december vækket nogle af kommunens borgere lidt tidligere, end de måske selv havde regnet med at stå op.

Årsagen til den forstyrrelse af morgenfreden var, at politiet fik kontakt med 21 personer, som havde undladt at reagere på breve fra fogedretten om at møde frem til retsmøder, hvor kreditorer ville have nogle penge for ubetalte regninger.

Politiet har besøgt flere adresser med skyldnere, men de, der ikke var hjemme, fik en seddel i postkassen med en opfordring til selv at møde op i fogedretten og dermed undgå uventet besøg af politiet.

Morgenens aktion skal ses som opfølgning på den seneste fogedaktion den 30. oktober, hvor 28 borgere i de to kommuner fik forstyrret morgenritualerne, og hvor politiet ”truede” med at følge op, hvis man ikke selv henvendte sig i fogedretten for at få klaret sit ærinde.

Lokalpolitiet i Køge oplyser, at der i det nye år vil komme en opfølgning over for de personer, som trods breve fra fogedretten og politiet undlader at møde op til et retsmøde i fogedretten.

Kommentarer