Hårlev

Politiet: Sådan sikrer du dig mod indbrud i ferien

Stevns Kommune: Da sommerferien nærmer sig vil Midt- og Vestsjællands Politi gøre opmærksom på, at der er gode muligheder for at sikre sig mod indbrud, før man rejser på ferie

Sommerferien venter forude, men det gør indbrudstyvene desværre også. Hvert år kommer et stort antal danskere hjem fra sommerferie med en kuffert fuld af oplevelser, men til et hus tømt for værdier.

Selvom om sommerperioden ikke er højsæson for indbrud, anmeldes der i løbet af de tre sommerferiemåneder juni, juli og august op mod 800 indbrud i Midt og Vestsjællands politikreds. En stor del af dem sker, imens folk er på ferie.

Kriminalassistent Johnny Skovbo Winther fra Midt- og Vestsjællands Politi er ekspert i, hvordan man sikrer sig bedst muligt mod indbrud, og han fortæller, at der er en hel del man selv kan gøre, inden man rejser på ferie.

– Det er vigtigt at man sørger for at huset ser beboeligt ud, når man er væk. Lad for eksempel børnenes legetøj, trillebøren eller haveslangen ligge og rode foran huset. Det kan få tyven til at tvivle på om huset nu også står tomt, siger han.

Han anbefaler også, at man allierer sig med naboen og får ham eller hende til at tømme postkassen, vande blomsterne eller slå græsset.

Mange husejere er desværre også selv med til at gøre det let for tyven, ved at lade haveredskaber og stiger hænger frit tilgængeligt.

– Vi ser ofte, at indbrudstyven har brugt husejerens eget værktøj – for eksempel en spade – til at bryde et vindue op med. Og den hjælp er der ingen grund til at give tyven. Sørg for at låse redskaber inde og stigen fast til væggen, siger kriminalassistent Johnny Skovbo Winther.

Og så lige et godt råd når sommervarmen indfinder sig:

Når det er varmt udenfor, er det fristende at lade døre og vinduer stå åbne. Men det er noget tyvene benytter sig af. Vi kan se, at der i sommermånederne er en stigning i antallet af sager, hvor tyven via en åben dør eller vindue kravler ind og stjæler tasker og andre værdier. Det sker både om natten, når husets beboere ligger og sover, men også i dagtimerne når folk er hjemme og måske sidder ude i haven, fortæller kriminalassistent Johnny Skovbo Winther.

Find flere gode råd om sikring mod indbrud på: www.stopindbrud.dk

Kommentarer