Hårlev

Politikerne foreslår at lukke fire klubtilbud

hyttefadet

Stevns Kommune: Børneudvalget har lukning af fire klubber for de store børn med på bruttolisten over spareforslag.

Børneudvalget foreslår i forbindelse med budgetforhandlingerne at nedlægge fire klubtilbud, også kaldet SFO 2, til børn i 4.-6. klasse. Det drejer sig om Fritidsgården i Hårlev, Hyttefadet i Rødvig, Munkegården i Store Heddinge og Ellehallen i Strøby Egede. Det skriver Dagbladet.

Spareforslaget skyldes at mange forældre har fravalgt SFO 2 tilbuddene i år, fordi folkeskolereformen har medført længere skoledage.

Fra den 1. august skal børn og pædagoger istedet mødes i lokaler på skolerne, hvis forslaget bliver vedtaget.

– Vi har ikke færdigudviklet det endnu, men det indgår i overvejelserne, at der måske ikke vil blive tale om en daglig åbningstid. For mig er det vigtigere, at vi skaber et tilbud med kvalitet, end at vi har åbent så og så mange timer. Det vil tiltrække flere børn i den aldersgruppe, siger formanden for Børneudvalget, Janne Halvor Jensen (DF), til Dagbladet.

Kritik fra Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund

Forslaget møder kritik fra Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), der advarer politikerne på Stevns mod at lukke de fire klubtilbud.

– Børn på 10 til 12 år har brug for voksne, som arbejder målrettet med deres trivsel, relationer og selvværd. Med den økonomi, der lægges op til, bliver tilbuddene markant ringere, siger faglig sekretær i BUPL, Joakim Rex Blankschøn, der efterlyser ’en tidlig indsats i forhold til kriminalitetsforebyggelse, misbrug og social marginalisering’. Det skriver Dagbladet.

Ungdomsrådet i Stevns udtrykker i en resolution til politikerne:

– på det kraftigste betænkelighed ved at tage dette skridt.

-Det er på disse matrikler, at kommunens unge mennesker kan mødes i et uformelt krydsfelt. Unge mennesker har naturligvis et stort behov for at være sammen med andre unge i et miljø, der ikke udelukkende handler om eksakt læring i forbindelse med undervisning. Eet eller andet sted ligger der vel også en stor kvalitet af dannelsesmæssig karakter i, at unge mennesker kan mødes i mere uformelle sammenhænge, hedder det i resolutionen.

Kommentarer