Store Heddinge

Politisk debatmøde i Snurretoppen næste mandag

Store Heddinge: Næste mandag inviterer LOF Stevns inviterer politisk debatmøde i nyt set-up i Snurretoppen i Store Heddinge

Om et år går danskerne til kommunalvalg. På Stevns skyder vi valgkampen i gang mandag den 12. november klokken 19 til 21 i Snurretoppen i Store-Heddinge.

Det har længe været kendt, at borgmester gennem 20 år, Poul Arne Nielsen, har valgt ikke at genopstille, så derfor skal der under alle omstændigheder vælges en ny borgmester.

Samtidig ligger der nu 3 år bag os med en bred konstituering i kommunalbestyrelsen i Stevns kommune. En bred konstituering har jo sikret enighed og ro i beslutningsprocessen, men samtidig må det vist antydes, at det kan være mere end svært for vælgerne at se forskel på partiernes politik.

Nu får partierne den første chance for dels at præsentere deres borgmesterkandidat, hvis de har valgt én, for vælgerne, og dels samtidig profilere partipolitikken, som man vil tage med ind i valgkampen.

– Stevns står overfor store udfordringer. I den “gode” ende har vi forventning om optagelse på Unescos Verdensnaturarvsliste og opførelsen af supersygehuset i Køge. I den “mindre gode” ende kæmper vi med mange dårlige statistikker for befolkningstilvækst, ledighed og erhvervsudvikling. Hvordan vil politikerne tackle de udfordringer?, spørger Anni Cassias, LOF Stevns

Til at lokke svarene ud af politikerne har LOF Stevns, hyret journalist Kurt Strand, som forud for mødet har sat sig omhyggeligt ind i lokalstoffet.

Alle partier på Stevns har sagt ja tak til at deltage, og i panelet vil sidde: Steen S. Hansen, A, Bjarne Hendrichsen, B, Thor Grønbæk, C, Hans Chr. Rasmussen, F, Varly Jensen, O, Mogens Haugaard, V, Leif Sinius, Ø, og Jørgen Gregersen, Stevnslisten.

Publikum får mulighed for at stille spørgsmål fra salen.

Entre til mødet er 20 kroner, som kan betales ved indgangen.

Vil man sikre sig plads i Snurretoppen, kan man tilmelde sig via LOF Stevns’ hjemmeside. Det er en god idé at komme i god tid til mødet, der starter kl. 19. Mødet varer 2 timer og der indlægges ikke pause.

Det politiske debatmøde foregår mandag den 12. november klokken 19 til 21 i Snurretoppen i Store-Heddinge.

Foto: Henrik Brøndsted

Kommentarer