Store Heddinge

PostNord Danmark Rundt 2018 kommer til Stevns

Søndag den 5. august køres 5. og sidste etape i PostNord Danmark Rundt 2018.

Etapen fører rytterne over 199,1 kilometer fra Faxe, der er med på rutekortet for første gang, til Frederiksberg og den traditionsrige afslutning på Frederiksberg Allé. Undervejs skal rytterne blandt andet passere Stevns Klint.

På et pressemøde i Aalborg i december 2017 løftede vi sløret for start- og målbyerne i dette års PostNord Danmark Rundt. Herunder finder I information om og beskrivelser af 5. etape, der starter i Faxe og slutter på Frederiksberg.

  • Se komplet rutebeskrivelse – ruten sving for sving, kilometer for kilometer her
  • Etapekortet – illustrationen øverst – er til fri afbenyttelse uden kreditering
  • Se hele ruten som GPS-fil her

Nedenfor sætter løbsdirektør Jesper Worre, borgmester i Faxe Kommune Ole Vive og borgmester i Frederiksberg Kommune Jørgen Glenthøj ord på etapen og arrangementet.

Løbsdirektør Jesper Worre, PostNord Danmark Rundt siger:  
– Et cykelløb som PostNord Danmark Rund lever i stor udstrækning af dets traditioner, men hvert år stræber vi også efter at kunne tilføje et lille nyt kapitel til løbets historie. Derfor glæder vi os til at starte sidste etape i Faxe, der er med på rutekortet for første gang som startby. Faxe er målt i indbyggertal ikke en stor by, men at vi starter netop her, er et godt eksempel på, hvad det er vi gerne vil. Vi vil Danmark rundt, og vi vil besøge store og små byer.

Om selve ruten fra Faxe til Frederiksberg, siger han:

– Fra Faxe går det ud forbi Sjællands højeste punkt, Kobanke, og videre langs vandet via Faxe Ladeplads, Rødvig og smukke Stevns Klint. Vi glæder os selv rigtig meget til at se TV-billederne herfra, for her vil cykelløbet, land og vand flyde sammen.

– Efter Store Heddinge og Haarlev kører rytterne ad småveje gennem blandt andet Vallø og forbi Vallø Slot og Alléen, der absolut er et af landets smukkeste. Videre fører etapen rytterne gennem Køge, inden feltet kører ud på nye og fine småveje gennem Jersie, Karlstrup og Greve. Ishøj, Vallensbæk og Brøndby passeres på vej ind mod Frederiksberg og Frederiksberg Allé, der danner rammen om en meget traditionsrig afslutning på vores cykelløb.

– Den afsluttende rundstrækning er på 6,7 kilometer med Frederiksberg Bakke som værste forhindring. På Frederiksberg skal rytterne ud på 10 omgange, og som altid vil vi sammen med kommunen gøre, hvad vi kan for, at Frederiksberg Allé bliver klædt på til en flot og festlig PostNord Danmark Rundt-finale.

Borgmester Ole Vive, Faxe Kommune siger:
– Vi er stolte over at være medvært for PostNord Danmark Rundt. Vi glæder os rigtig meget til at byde rytterne velkommen og vise dem, og alle andre cykelentusiaster, vores naturskønne kommune.

– Det bliver en festdag for både borgere, cykelentusiaster og turister. Vi håber, at rigtig mange vil møde op til festen på Vinkældertorvet og langs vejene for at heppe på rytterne, siger borgmester i Faxe Kommune Ole Vive.

På Vinkældertorvet begynder underholdningen klokken 10.15. Faxe by vil være pyntet op og klar til fest.

Borgmester Jørgen Glenthøj, Frederiksberg Kommune siger:
– PostNord Danmark Rundt er en markant og festlig del af sommeren på Frederiksberg, og det glæder mig, at Frederiksberg er tilbage som afsluttende målby igen, efter at løbet undtagelsesvis var vendt om sidste år. Vi ser meget frem til at modtage rytterne og hele løbet på den klassiske opløbsstrækning på Frederiksberg Allé.

Det er 22. gang at Frederiksberg Allé danner rammen om afslutningen på Danmarks største etapeløb.

5. etape skydes i gang fra Vinkældertorvet i Faxe kl. 11.45. Der er forventet opløb på Frederiksberg Allé kl. 16.25. Etapen kan følges live på dr.dk/tv og DR1.


Fakta 5. etape

Start på Vinkældertorvet i Faxe.
Underholdning fra kl. 10.15.  Indskrivning fra kl. 10.45 og Masterstart kl. 11.45.
Rute Faxe – Kongsted – Kobanke – Faxe Ladeplads – Rødvig – Stevns Klint – St. Heddinge – Hårlev – Vallø Slot – Køge – Jersie – Greve landsby – Ishøj – Vallensbæk – Brøndby- Frederiksberg.  Der afsluttes med 10 omgange á 6,75 km. Første målpassage på Frederiksberg Allé kl. ca. 14.45. Forventet opløb ca. kl. 16.25.
Opløb på Frederiksberg Allé kl. 16.25.

Kommentarer