Samfund

Pulje kunne have udlignet prisstigninger på togbilletter

Stevns Kommune: Stevns bliver ramt af stigninger på helt op til 48 procent, når de nye takster for offentlig transport træder i kraft den 15. januar 2017. Men, nu viser det sig, at der står opsparede midler ubrugte hen, som kunne være blevet brugt til en udligning af prisstigningerne.

Transportordfører for Enhedslisten, Henning Hyllested, har forklaret, at der for 2013 og 2014 var opsparet 429 millioner kroner, som stadig ikke er blevet brugt, skriver Dagbladet Stevns.

Ifølge Henning Hyllested kunne de opsparede midler have været brugt til at udligne takststigningerne, som Stevns bliver udsat for fra den 15. januar 2017.

Læs også: Periodekort bliver dyrere for pendlere fra Stevns

Under forhandlingerne i Folketinget opfordrede han transportministeren og de øvrige partier til at bruge de opsparede midler til at imødegå prisstigningerne.

Den 16. januar 2016 afviste transportminister Hans Christian Schmidt (V) at tilføre statslige midler til finansieringen af takstharmoniseringerne på Sjælland.

Af den grund og fordi de ikke hørte fra de øvrige partier, valgte Enhedslisten ikke at tilslutte sig aftalen.

Stevns Kommune har desuden sendt en officiel klage til transportministeren om de store stigninger på togbilletter mellem Stevns og hovedstadsområdet. Brevet er modtaget i ministeret samme dag, som transportministerens afvisning af kritikken blev bragt i et debatindlæg.

Kommentarer