Radikal vision for den stevnske kystlinje
Debat: I Radikale Venstre Stevns mener vi, at det er vigtigt at være lydhør over for nye idéer.
Indsendt af kommunalbestyrelsesmedlem, Line Krogh Lay og formand for Radikale Venstre Stevns, Bjarne Hendricksen.
Det handler først og fremmest om at finde den bedst mulige løsning og ikke om at få ret. Når det er sagt, er det vores overbevisning, at besøgscentret og formidlingen af verdensnaturarven er mest naturlig at placere i Højerup, hvor man kan se fiskeleret på en længere strækning. Det er ikke synligt i Boesdal Kalkbrud. Vi udelukker dog ikke tiltag der, men ønsker at udbrede turismen ved at sprede aktiviteterne langs hele kystlinjen.
I lighed med Konservative, mener vi, at Rødvig Havn skal udvides. En eventuel ny ydermole, bør dog placeres, så den ikke konflikter med Natura 2000-området, Stevns Rev. I forbindelse med en udvidelse kan også indtænkes et havnebad. Rødvigs særpræg skal respekteres i processen.
For at tiltrække folk, som ønsker andre og mere actionprægede oplevelser end fiskeleret, foreslår vi, at man placerer et eventcenter i Boesdal. Der kan skabes spændende udendørs rum, som kan benyttes til forskelligartede aktiviteter. Dette udført i en stil, som passer naturligt ind i området.
Et besøgscenter i Højerup kan have hovedfokus på klintens historie, verdensnaturarven og ting, der relaterer til det. Derfor kan det sagtens være af mindre størrelse, og man kunne så eventuelt vælge at placere den mere egnshistoriske del i et egnsmuseum i Store Heddinge for at føre fortællingen om Stevns og nogle af turisterne til købstaden.
I de grønne områder mkring Fyrcentret forestiller vi os, at der kan indrettes skulpturpark. Der kan både være faste og skiftende udstillinger. Fyrmesterboligen skal fortsat være åben som galleri, og i de gamle militærbygninger kan der indrettes vandrerhjem samt enkelte autocamperpladser i forbindelse hermed.
Ved Mandehoved lægges fokus på fuglelivet og information om dette. Samtidig skal mulighederne for overnatning under åben himmel fastholdes, så man kan opleve mørket og stjernehimlen uden nævneværdig lysforurening. Det er et af de få steder i nærheden af København, man kan det. Information om nattehimlen bør derfor også være tilgængelig her. Man kunne for eksempel indrette en form for miniplanetarium i forbindelse med Naturcentret.
Bøgeskoven skal bevares så autentisk som muligt. Oplevelsen af området ligger netop i det uspolerede og afsondrede. Dog kan man overveje at forbedre og udvide havnen en smule. Trampestien kan med få justeringer af eksisterende veje og stier føres videre gennem Maglebyskoven til Strøby Ladeplads. Her kan man se på mulighederne for at skabe bedre havneforhold samt højne kvaliteten af kystzonen mod Strøby Egede.
Hvis man indregner Lund, Højstrup, Stevnsfortet og Holtug Kridtbrud, mener vi, at disse forslag vil bidrage til en perlerække af forskelligartede oplevelser langs hele kystlinjen.
Vi ser frem til en spændende og konstruktiv debat.
Kommentarer