Radikale indbyder til debatmøde i Hårlev

Hårlev: Under overskriten ’Fremtidens motorveje – digitale eller asfaltbaserede?’ indbyder radikale Venstre til debatmøde.
Søndag den 1. november fra klokken 11 til 14 indbyder Radikale Venstre Stevns alle interesserede til et debat- og visionsarrangement om den fremtidige udvikling af Stevns Kommune. Arrangementet foregår i Sundheds- og Frivillighedscentret i Hårlev.
Radikale Stevns har i flere sammenhænge – senest i Line Krogh Lays læserbreve i lokalpressen – udtrykt ønske om, at der i højere grad tænkes visionært og langsigtet i forhold til udviklingen af Stevns Kommune.
Læs også: Vi skal have en plan for fremtiden
Et af de elementer der indgår i det mere langsigtede arbejde med udviklingen af Stevns Kommune, er den planstrategi, som skal styre revisionen af kommuneplanen, der skal være afsluttet i 2017. Planstrategien er foreløbig godkendt i kommunalbestyrelsen og udsendt i høring frem til den 9. november.
Det er netop i denne høringsfase, der er mulighed for at påvirke den endelig udformning af planstrategien og det er baggrunden for at Radikale afholder debat- og visionsarrangementet med den som udgangspunkt, og på dette tidspunkt.
I forbindelse med forarbejdet til planstrategien, blev der afholdt åbne borgerarrangementer, hvor deltagerne kunne komme med forslag til indhold og prioriteringer. Radikale synes også det er vigtigt, at drøfte resultatet af arbejdet med de stevnske borgere, inden det bliver endelig vedtaget i kommunalbestyrelsen i december.
Radikales to kommunalbestyrelsesmedlemmer Line Krogh Lay og Jørgen Gregersen, deltager naturligvis i debatten.
Tilmelding er ikke en forudsætning for at deltage, men da Radikale byder på et let formiddagstraktement i forbindelse med arrangementet, vil det være fint med en tilmelding på radikale-stevns@mail.dk.
Alle er velkomne.
Arrangementet foregår søndag den 1. november fra klokken 11 til 14 i Sundheds- og Frivillighedscentret, Hovedgaden 46, 4652 Hårlev
Fakta om planstrategien
I planstrategien peges på følgende 6 fokusområder:
- Et stærkt erhvervsliv med fokus på turisme
- På forkant med sundhed
- Attraktiv bosætning ved kysten
- Infrastruktur på tværs
- Den mangfoldige naturoplevelse
- Lokale klima og energiløsninger
Planstrategien indeholder også den lokale Agenda 21-strategi
Planstrategien kan downloades fra kommunen hjemmeside.
Kommentarer