Radikale ønsker en nytænkning af ældreboligerne

I Radikale Stevns ønsker vi værdig behandling hele livet igennem med udgangspunkt i respekten for det enkelte individ.
Indsendt af Line Krogh Lay (R), gruppeformand og Næstformand i Social- og Sundhedsudvalget og Jørgen Gregersen (R), medlem af Social- og Sundhedsudvalget.
Det mener vi kræver et mere tidssvarende og helstøbt ældreboligtilbud, hvor man kan blive og trives efterhånden, som man bliver ældre og svagere. Vi foreslår, at vi i første omgang laver en pilotprojekt med borgerinddragelse, som kan give erfaringer og viden og danne et solidt grundlag for at udvikle en ordning, der passer bedst muligt til Stevns. Det giver den nye plejecenterstruktur mulighed for at komme i gang med.
Samfundet er i konstant forandring og udvikling. Derfor skal vi indtænke fleksibilitet og fremtidssikring, når vi etablerer nye boliger for ældre og så vidt muligt tage højde for den teknologi, vi kan se er på vej.
Vi mener, at følgende bør indgå i et nyt ældreboligtilbud:
- Mulighed for privatliv
- Mulighed for fællesskab og aktiviteter
- Mulighed for øget hjælp og støtte efterhånden, som man får brug for det
- Rimelig nærhed til personligt netværk
- Mulighed for overnatning for pårørende
- Gode udendørs og indendørs fællesarealer, som indbyder til ophold
- Sygeplejeklinik og plejecenter i nærheden
- Ældreboligerne bør placeres i klynger i de fire største byer
- Mulighed for en værdig og smertefri død.
I forbindelse med den nye plejecenterstruktur bør også indtænkes en palliativ afdeling for døende på Stevnshøj i Store Heddinge for dem, som bliver for dårlige til at tilbringe den sidste tid i deres bolig.
Det handler om mennesker!
Kommentarer