Radiserne i Strøby fik ”grønne spirer” flag

Strøby: Borgmester Poul Arne Nielsen overrakte sidste uge Friluftsrådets ”grønne spirer” flag til dagplejegruppen Radiserne fra Strøby
Borgmesteren var, sammen med lederen af dagplejen i Stevns kommune, Tanja Steilborg, tirsdag den 30. oktober på besøg på engen bag ved Strøby Kirke. Her ventede dagplejegruppen Radiserne ’s børn, forældre og dagplejere forventningsfulde på at borgmesteren skulle overrække Friluftsrådets “Det lille Grønne Flag” til gruppens dagplejere, der alle har opfyldt Friluftsrådets “Grønne Spire” naturdagpleje-kriterier.
Det Grønne Spirer Flag er en synlig anerkendelse af de institutioner og dagplejere, hvor børn og voksne er lidt tættere på naturen omkring os. Alle kan tilmelde sig Grønne Spirer og benytte sig af materialet og kursustilbudene. Men har man særligt fokus på naturen, og ønsker at styrke den grønne profil, kan man vælge at opfylde Grønne Spirers kriterier og hejse Det Grønne Flag.
Med flagene fulgt i øvrigt en gave fra borgmesteren. Et såkaldt insektteater, der er en kasse med soldreven lys, som tænder automatisk i skumringen, tiltrækker sommerfugle, møl og andre insekter. Kassen giver insekterne læ og præsenterer samtidigt en underholdende forestilling.
Kommentarer