Rødvig

Rasmus Englund indstillet som friskoleleder

stevns_friskole

Rødvig: En enig bestyrelse for Stevns Friskole i Rødvig foreslår at Rasmus Englund fra 1. maj kan kalde sig skoleleder.

En enig bestyrelse for Stevns Friskole i Rødvig indstiller til friskolens generalforsamling tirsdag den 28. april, at Rasmus Englund fra 1. maj kan kalde sig skoleleder. Det skriver Dagbladet.

Stevns Friskole har fået 16 ansøgninger til den ledige stilling, som Rasmus Englund har været konstitueret i siden juli måned sidste sommer, efter at samarbejdet mellem den forrige skoleleder på Stevns Friskole og bestyrelsen pludseligt stoppede.

Det er en friskole i krise Rasmus Englund bliver skoleleder for. Både formanden og kassereren forlod i marts måned bestyrelsen, fordi der er uenighed om skolens fremtidige retning.

Samtidigt viser regnskabet for 2014 et underskud på 784.500 kroner.

Læs også: Krise på Stevns Friskole i Rødvig

Hvis ikke generalforsamlingen bakker op om Rasmus Englund som skoleleder, vil det have forværre krisen på friskolen. Bestyrelsen vil træde tilbage, idet det vil være et mistillidsvotum til dem. Desuden vil friskolen stå uden en skoleleder, da Rasmus Englund næppe fortsætter som konstitueret leder, hvis generalforsamlingen vrager ham.

– Vi håber naturligvis, at generalforsamlingen har tillid til ansættelsesudvalgets og bestyrelsens dømmekraft, siger Annette Kjær, der er konstitueret som formand for bestyrelsen, til Dagbladet.

Kommentarer