Strøby Egede

Realdania sætter fokus på radon og lungekræft

radonfrithjem-dk_

Stevns Kommune: Specielt i den nord-vestlige del af kommunen har mange huse for høje koncentrationer af det kræftfremkaldende radon.

Omkring 350.000 husstande i Danmark skønnes at have for høje radonniveauer radon i forhold til, hvad WHO og Sundhedsstyrelsen anbefaler.Specielt i det østlige Danmark har mange huse alt for høje radonniveauer.

Alligevel er der mange, der ikke måler, om de har for store mængder af den radioaktive gas i hjemmet.

Det vil en ny oplysningskampagne fra Realdania ændre på.

– Radon er en naturligt forekommende radioaktiv gas, der findes overalt, også indenfor i vores huse, hvor den kan koncentreres i større mængder. I hvert femte hus i en sådan grad, at den når over den referenceværdi på 100 becquerel pr. kubikmeter, som WHO og de danske myndigheder anbefaler. Radon kan være farligt, når det indåndes, og i sidste ende være medvirkende årsag til lungekræft. Sundhedsstyrelsen anslår, at omkring 300 lungekræfttilfælde årligt kan relateres til radon, siger Lennie Clausen, programchef i Realdania.

Tallene højest i den tidligere Vallø Kommune

I den nord-vestlige del af Stevns Kommune, tidligere Vallø Kommune, vurderes det at mere end hver 10. bolig har en radonkoncentration over 200 Bq/m3. Det viser en stor undersøgelse fra 2001, hvor radonforholdene i 3.000 danske boliger blev kortlagt.

Især enfamiliehuse er udsatte, mens etageejendomme ofte har værdier langt under et kritisk niveau.

Siden undersøgelsen blev lavet, har myndighederne indført et krav i Bygningsreglementet om, at nybyggede huse maksimalt må have en radonkoncentration på 100 Bq/m3 indeluft.

Myndighederne anbefaler samtidig, at husejere aktivt forsøger at bringe mængden af radon, hvis niveauet overstiger 100 Bq/m3 indeluft.

Bestil en radonmåling

Radonkampagnen løber i vintermånederne, fordi vintersæsonen er det bedste tidspunkt at måle for radon. Radon kan nemt måles ved hjælp af en række små målere på størrelse med en chokoladeskildpadde, som bestilles fra et målefirma sammen med en vejledning og en returkuvert. Efter endt måling sendes målerne retur, hvorefter man får svar på, om man har for høje radonniveauer.

-Radon kan desværre ikke helt fjernes, men niveauet i huset kan bringes ned, og det vil mindske risikoen for at udvikle lungekræft. Vi håber, at rigtig mange vil gå ind på kampagnens hjemmeside www.radonfrithjem.dk, hvor de kan få mere information og få hjælp til at foretage en radonmåling, siger Lennie Clausen.

Interesserede kan læse meget mere på kampagnens website www.radonfrithjem.dk. Her kan man også bestille en egentlig radonmåling til hjemmet.

Lokal variation

Der er stor lokal variation i forekomsten af radon indendørs, og koncentrationen kan svinge fra hus til hus.

Radonkortet fra Radonguiden.dk giver derfor kun et praj om du bor i et område, hvor der kan være mange bygninger med et højt indhold af radon i indeluften.

Kortet herunder viser andelen af enfamilieshuse med radonværdier over 200 Bq/m3. Jo mørkere et område er, jo større er andelen af huse med radonniveauer over 200 Bq/m3. I de mørkeste områder er blev det vurderet at mere end hver 10. bolig har en radonkoncentration over 200 Bq/m3.

radon_i_danske_boliger_

Kommentarer