Hellested

Realdania støtter bygningsarvens ildsjæle

trines_hus_taastrup4

Stevns Kommune: Realdania har startet en ny kampagne, der skal hjælpe ildsjæle med at gøre deres idéer til virkelighed

Overalt i landet knokler frivillige ildsjæle for at stable projekter på benene, som skaber lokale fællesskaber og varige forandringer.

Nu iværksætter Realdania kampagnen ’Underværker – bygningsarvens ildsjæle’, der skal hjælpe ildsjæle med at gøre deres idéer til virkelighed.

Underværker sker ikke af sig selv

Et forsamlingshus omdannet til ungdomsteater og musicalskole for områdets børn og unge. Landsbyens nedlagte købmandsforretning forvandlet til lokalt forankret socialøkonomisk virksomhed. Og en nedlagt biograf, der er genopstået som lokalsamfundets mødested efter 25 års tornerosesøvn.

Det er blot et par eksempler på, hvad der kan ske, når frivillige ildsjæle går sammen om en projektidé og stædigt bliver ved, til den er ført ud i livet.

Tidligere projekter

Realdania har gennem en årrække målrettet støttet ildsjælene i det byggede miljø og derigennem modtaget en strøm af projektidéer fra frivillige borgere, der ønsker at nytænke eller istandsætte bygninger.

Et af de lokale projekter der tidligere har fået støtte er Trines Hus i Tåstrup, der fik 50.000 kroner til nyt stråtag til dele af huset.

Læs også:  I Trines Hus må man godt røre de udstillede ting

Et andet lokal projekt der tidligere har modtaget støtte fra Realdania er Hellested Forsamlingshus, der fik 300.000 kroner til istandsættelse og opgradering af forsamlingshusets sal.

30 millioner kroner

Nu skal en ny kampagne igen støtte op om de mange ildsjæles indsats. Kampagnen ’Underværker – bygningsarvens ildsjæle’ har 30 millioner kroner at gøre godt med, og målet er at støtte mere end 50 ildsjæleprojekter over de næste tre år. Som noget nyt skal kampagnen også bidrage til at øge kommunernes strategiske fokus på frivillige ildsjæle.

Find din indre ildsjæl

For at inspirere ildsjæle og folk, der arbejder professionelt med at skabe gode betingelser for ildsjæle, udgiver Realdania i forbindelse med kampagnen publikationen ’Underværker – når ildsjæle bygger’. Den formidler erfaringer fra projekter, der tidligere har fået støtte fra Realdania, og stiller skarpt på den bredere, samfundsmæssige betydning af ildsjælenes projekter

Læs mere på hjemmesiden www.underværker.dk, hvor der også findes oplysning om, hvordan man søger støtte til projekter.

Deadline for oprettelse af projektansøgning og indsamling af støtter er tirsdag den 27. januar 2015 klokken 16.00

Kommentarer