Red Barnet mangler indsamlere i Stevns

Ved landsindsamlingen sidste år indsamlede otte frivillige tilsammen omtrent 8.000 kroner på Stevns.
Søndag 3. september fra klokken 10 går Red Barnet på gaden over hele landet for at samle penge ind til sit hjælpearbejde for nødstedte børn – både herhjemme og ude i den store verden.
Sidste år nåede Red Barnet – blandt andet med pengene fra sidste års landsindsamling – ud til 62 millioner børn i hele verden.
– Alle børn har ret til en god og tryg opvækst, men desværre er der børn, både ude i verden og herhjemme, der ikke får opfyldt de behov. Derfor går pengene fra årets landsindsamling til alle de børn, der har brug for beskyttelse og hjælp til et bedre børneliv, siger Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær for Red Barnet.
Som noget nyt kan indsamlerne i år selv vælge sin rute direkte på Red Barnets hjemmeside. Red Barnet sender herefter en indsamlingsbøtte med posten. En rute tager typisk 2-3 timer. Indsamlingsbøtten skal efter endt indsamling indleveres på det lokale indsamlingssted.
Ved tilmelding efter tirsdag den 29. august, kan Red Barnet desværre ikke nå at sende indsamlingsbøtter med posten. Derfor har de oprettet nogle lokale udleveringssteder, hvor man selv kan hente indsamlingsbøtter.
Man kan afhente indsamlingsbøtter på Sofiendalsvej 37 i Haslev, ved at kontakte indsamlingskoordinator Jens Højlund på telefon 6160 4043.
Kommentarer