Strøby Egede

Redningsaktion for Strøby Egede Strand

Solgårdsparkens Støtteforening ønsker at redde Solgårdsstrandens stengryder og tilbageværende cementhøfder.

Da Solgårdsparkens Støtteforening blev dannet for 25 år siden var bestyrelsesmedlemmerne enige om at indsatsen skulle foretages på den vestlige side af Stevnsvej.

Solgårdsstranden på den østlige side med resterne fra gammel tid blev Strøby Egede Borger- og Grundejerforening opfordret til at tage sig af. Intet er dog sket efter de mange år.

Kommunens Materielgård har gjort en flot indsats på området. Der er fjernet et gammelt opbevaringsskur, der er fældet en del træer og græsset er blevet klippet flot. Men de gamle stengryder er i kraftig forfald og nu vil Støtteforeningen prøve at redde tingene, for at de kan indgå i en flot forstrand hvor turister og lokale kan sidde og spise samt hygge sig mens man nyder udsigten over Køge Bugt.

De sidste to onsdage er der fjernet mange kubikmeter sand fra gryderne. Det har blotlagt en ødelagt trappe og revnede mure med manglende flintesten. Det er planen at støbe nye trappetrin og nødreparere grydemurene her i efteråret og til næste år klistre flintesten på murene, som det har været før.

Hvis der er frivillige i området der har forstand på de omtalte ting og som har lyst til at deltage i genopbygningen af gryder og høfder, så kom ned til spejderhytten og tal med onsdagsholdet, på onsdage mellem klokken 09.00 og 12.00.

Kommentarer