Store Heddinge

Regeringen vil udlægge klimavenlig asfalt på statsvejene

Regeringen har besluttet, at der skal klimavenlig asfalt på statsveje i 2020. Det sker som opfølgning på en ny rapport fra Vejdirektoratet, som slår fast, at asfalten fører til mindre CO2-udledning og luftforurening fra trafikken. Den nye type asfalt har desuden vist sig at være mere holdbar og have bedre støjreducerende egenskaber over tid end andre asfalttyper.

Vejdirektoratet har på fire vejstrækninger testet en ny type asfalt, der skal reducere vejens rullemodstand og dermed nedbringe CO2-udledningen fra trafikken. Luftforureningen mindskes ved sparet brændstof, hvilket sker uden at forringe asfaltens holdbarhed og uden at gå på kompromis trafiksikkerheden.

Vejdirektoratets evaluering viser gode resultater.  Hvis asfalten udlægges fra 2020 vil man indtil 2030 kunne spare 184.000 tons CO2-udledning fra trafikken.  Asfalten synes desuden at være mere hårdfør over tid end de to andre støjreducerende asfalttyper, der benyttes i dag. Det betyder, at den klimavenlige asfalt over tid således også giver en bedre støjreduktion for naboerne.

–    Den klimavenlige asfalt har vist sig at have rigtig mange fordele. Det gælder både for miljøet og for trafikanterne, som oplever sparede udgifter til brændstof, samtidig med, at de får en bedre køreoplevelse, der støjer mindre for naboerne. Det er derfor en asfalttype, som jeg synes, vi fremadrettet skal satse på, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Ministeren vil bede Vejdirektoratet om at udlægge asfalten på de danske statsveje i 2020. Dette skal foregå i den takt, som Vejdirektoratet havde planlagt at udskifte asfalten.  Ministeren vil desuden arbejde for, at der afsættes midler til, at Vejdirektoratet også efter 2020 kan udlægge klimavenlig asfalt.

Vejdirektoratet har også foretaget en vurdering af den støjreducerende effekt ved brug af den mere traditionelle støjreducerende asfalttype (SRS), som er udlagt særligt i bynære områder langs statsvejsnettet. Vurderingen viser, at asfalttypen ikke lever op til forventningen om støjreduktion. Derfor vil Vejdirektoratet blive bedt om fremadrettet at erstatte brugen af SRS med andre støjreducerende asfalttyper.

I beregninger til brug for Vejdirektoratets støjkortlægning af støjbelastede boliger langs statsvejnettet 2018-2023 indgår en støjreduktion på 2,4 dB på strækninger, hvor denne asfalttype er udlagt. Vejdirektoratets undersøgelser viser, at slidlagets støjreduktion snarere er i størrelsesordenen 1 dB. Antallet af støjbelastede boliger langs statsvejene er således underestimeret i Vejdirektoratets støjkortlægning. Transportminister Benny Engelbrecht har på den baggrund bedt Vejdirektoratet om at lave en opdateret støjkortlægning af de boligområder, som ligger ud til de statslige vejstrækninger, hvor SRS er udlagt.

Fakta

Den klimavenlige asfalt blev i 2018 udlagt på dele af Helsingørmotorvejen, Østjyske motorvej, Sydmotorvejen og Skovvejen.

Den klimavenlige asfalt har været testet på fire teststrækninger i landet med meget gode resultater. De konkrete forsøg viser, at udlægningen af asfalt har ført til en nettogevinst pr. offentlig investeret kr. på mellem 1,4 og 2,9 kr. Der er således god samfundsøkonomi i at udlægge den. Den klimavenlige asfalt er omkring 10 procent dyrere end standard asfalt, men dette tjener sig grundet den gode samfundsøkonomi hjem.

Asfalten har sin fordel på strækninger med meget trafik, men selv på strækninger med en daglig trafik ned til 2.000 køretøjer pr. døgn, vil det kunne betale sig at udlægge asfalten.

Kommentarer