Regionstog har droppet at flytte stationen
Rødvig: Regionstog har droppet at flytte stationen i Rødvig til en placering lige nord for Vemmetoftevej
I en foreløbig analyse af de fremtidige rammer for den kollektive trafikbetjening af Rødvig udført af Stevns Kommune og Regionstog i samarbejde med Trafikstyrelsen blev der skitseret fire forslag.
To af forslagene gik på at opgradere den nuværende station. Og to af dem gik på at flytte stationen til en placering lige nord for Vemmetoftevej. Det er disse to forslag Regionstog nu har droppet, øjensynligt på grund af en højere pris.
Den nye placering opgives på trods af, at der på side 31 i analysen står:
”Et nyt anlæg placeret nord for Vemmetoftevej, der kan finansieres ved udvikling af de nuværende stationsarealer, vurderes at blive en særdeles god løsning for byen.”
Den nye placering ville også have betydet en klar sikkerhedsforbedring, idet de to farlige vejoverskæringer med bomanlæg, ville blive fjernet.
– Selve placeringen af stationen bliver, hvor den er. Det står fast. Så skal vi have en løbende dialog med Stevns Kommune, hvordan området i øvrigt skal udvikles, siger Jens Arne Jensen, der er administrerende direktør for Regionstog A/S til Dagbladet.
Analysen, der er dateret 3. januar 2011, har kostet cirka 200.000 kroner. Stevns Kommune og Regionstog har delt udgiften. Baggrunden for analysen var at løfte stationsmiljøet i Rødvig.
Kommentarer