Samfund

RenoNorden har underbudt konkurrenterne

Affaldsgiganten RenoNorden, der blandt andet står for affaldshåndteringen i Stevns Kommune, har underbudt konkurrenterne.

Det norske renovationsselskab RenoNorden, der blandt andet opererer i 20 Sjællandske kommuner, har tilsyneladende kurs mod afgrunden, på grund af urealistiske renovationskontrakter. Det skriver Dagbladet.

Selskabet foretog tidligere på året en stor kapitaludvidelse, blandt andet til dækning af et underskud på 335 millioner kroner sidste år, der skyldes at man i de indgåede renovationskontrakter med de danske kommuner har underbudt konkurrenterne så meget, at selskabet ikke kan tjene penge på dem.

Læs også: Skraldegigant risikerer at gå konkurs

Dertil kommer at selskabet har taget et tab på yderligere 300 millioner kroner I årets første tre måneder, fordi affaldskontrakterne, var endnu ringere end først. Tabet bekræftes af den norske aktieanalytiker Hellek Braathen fra Norske Aksjeanalyser. Det skriver Dagbladet.

Finansekspert: Topmålet af talentløshed

– Det er helt sindssygt, det, der er foregået. Det er simpelthen topmålet af talentløshed, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom i investeringsbanken Nordnet til Dagbladet.

– I værste fald kan selskabet gå konkurs. Jeg er ikke sikker på, at det er realistisk, men i teorien, ja, siger Per Hansen til Dagbladet og tilføjer:

– Det er meget uheldigt for RenoNorden. De er uden tvivl i problemer.

Selskabet har selv oplyst at de sandsynligvis vil komme i konflikt med lånebetingelserne i andet kvartal af 2017. Derfor skal selskabet ud at finde nye penge for anden gang i år. Men Per Hansen mener ikke at det er særligt sandsynligt at selskabet udsteder nye aktier igen. Han tror ikke på at investorerne vil tage skraldet endnu en gang.

– Er der nogle investorer, der vil skyde ny aktiekapital ind i RenoNorden? N-e-j punktum, siger han til Dagbladet.

Både Hellek Braathen og Per Hansen forventer i stedet at selskabet bliver købt op af en anden aktør på markedet eller af en kapitalfond. Det skriver Dagbladet.

– Selskabet har før været ejet af kapitalfonde, og der er en chance for, at en af disse vil samle stykkerne op, siger Hellek Braathen ifølge Dagbladet.

Den fremtidige affaldshåndtering i blandt andet Stevns Kommune, vil i givet fald sandsynligvis blive varetaget af dem, der overtager den gældsplagede affaldsgigant.

– Det er også sådan, at når krisebevidstheden sætter ind, kan nogle af de løsninger, der ellers virker urealistiske, pludselig blive nemmere, fordi ingen ønsker en konkurs, siger Per Hansen til Dagbladet.

Kommentarer