Rødvig

Revyperler 2015 er klar med skuespillerholdet

revyperler_2015

Rødvig: Skuespillerholdet består af Anne Karin Broberg, Max Hansen, Christine Gaski og Kasper D. Gattrup

Revyperler 2015 står nu klar med skuespillerholdet for 2015. Skuespillerholdet består af Anne Karin Broberg, Max Hansen, Christine Gaski og Kasper D. Gattrup.

Max Hansen er igen instruktør og kunstnerisk leder, og kapelmesteren er i år Stuart Goodstein, som både har Crazy Christmas Cabarat og et utal af filmmusik på cv’et.

Kendetegnende ved hele holdet er et spændende miks af erfaring, ny energi, umiddelbarhed og nytænkning. På mange måde en ideel formel for at kunne levere Revyperler.

Læs også: Lokal ildsjæl overtager Revyperler

– Vi har i år det yngste hold nogensinde. Det er super spændende. Vi har den bundsolide erfaring i Max Hansen og Anne Karin Broberg, som begge har optrådt i flere af landets største revyer og så har vi modvægten i Kasper D. Gattrup og Christine Gaski, der kommer med nye friske idéer og tilgange til revygenren, forklarer revydirektør Jeannette Larsen.

– Kasper D. Gattrup har medvirket i alt lige fra ’Hamlet’ til Sønderborg Revyen. Han er en mand med mange ansigter: stand-upper, impro-skuespiller, imitator og mere. Christine Gaski er Danmarks nye Marguerite Viby. Hun har en charmerende energi og en fantastisk stemme. Christine spillede sammen med Max Hansen i Kerteminde Revyen og var blandt andet med i tv-serien ’Store Drømme’ på TV 2. Jeg har høje forventninger til Revyperler 2015., fortsætter Jeannette Larsen.

Man kan komme så gruelig galt afsted, når man piller ved noget, der nærmest er hvermandseje for danskerne. Omvendt kan materialet tilføjes en friskhed og aktualitet, så det ikke bliver en tarvelig kopi, men en hyldest.

Det er udfordringen hvert eneste år hos Revyperler, der præsenterer det bedste fra den danske revyscene fra 1850’erne op til i går. De numre, der høstede de største klapsalver. De numre, man talte længe om, efter showet var forbi. De numre, der gjorde skuespillere til stjerner. Teksterne nutidsskrives og opfriskes, så de føles nye og spændende, men bevares som de perler, de i sandhed er.

– Mange gode revynumre er gået i glemmebogen. De spilles én sæson, og så gemmes de væk. Og såkaldte klassikere, som definerede hele underholdningsbranchen for mange årtier siden, er i dag ukendte for flere generationer. Poetiske klovnerier, underfundige tekster og dybsindige sange. Revyperler er en hyldest til grinet og til musikaliteten, fortæller revydirektør Jeanette Larsen.

 Revyperler 2015 har premiere den 4. juni på Harmonien.

Kommentarer