Rocking Ghosts afslutter sæsonen på onsdag
Strøby Egede: Det er 14. år i træk at The Rocking Ghosts går på scenen for at afslutte rækken af sommerkoncerter
På onsdag den 7. august afholder Solgårdsparkens Støtteforening
sommerens fjerde og sidste musikarrangement i Solgårdsparken. Det er 14. år i træk at The Rocking Ghosts går på scenen for at afslutte rækken af sommerkoncerter.
The Rocking Ghosts bliver også kaldt pigtrådsmusikkens pæne drenge. Selv med 50 år på bagen, er der stadig gang i efterspørgelsen. De kan se tilbage på en glorværdig karriere. De har haft store Internationale hits og turneret over det meste af verden. De var med i de glade dage i Hit House og har oplevet tiden med hvinende piger ved scenekanten. Og så har de optrådt sammen med Cliff Richard & The Shadows og andre af rockens store koryfæer.
I pausen sælges det populære vinlotteri, hvor overskuddet ubeskåret går til vedligeholdelse af Solgårdsparken.
Der er mulighed for at grille medbragt mad på de tændte griller fra klokken 18.00.
Man kan også vælge at bestille buffet hos Den Hvide Kok på telefon 5666 1088 senest dagen inden klokken 14.00.
Hvis man vil være sikker på en siddeplads skal man selv medbringe eget bord, stol eller tæppe.
Der er gratis entre til Solgårdsparkens musikarrangementer.
Til gengæld må man ikke medbringe egne drikkevarer – det gælder også kaffe. Solgårdsparkens Støtteforening sælger drikkevarer, der skal betale musikken og renoveringen af det grønne område.
Koncerten med The Rocking Ghosts starter klokken 19:30 på onsdag den 7. august.
Kommentarer