Rødvig Turist Information igen i 2018
Nu er det ganske vist ! Rødvig Turist Information kan endelig gå ud med denne nyhed:
I 2017 oprettede en gruppe frivillige en turistinformation i Rødvig. Næsten 3700 turister fik rådgivning og fra alle sider mødte vi en stor opbakning.
Vi påviste et behov for information om, hvordan man kan finde de mange gode oplevelser på Stevns. Da der her i 2018 ikke er andre, der har påtaget sig at opfylde dette åbenlyse behov, har vi besluttet igen i år at åbne en turistinformation på Havnen i Rødvig. Det er lykkedes os gennem sponsorer, at få penge til at sætte et helt nyt hus op til formålet. Gennem et tæt samarbejde med Rødvig Havn, har vi fået mulighed for at stille vores information op et rigtig godt sted.
Rødvig Turist Information modtager ikke offentlig støtte og drives alene af ulønnede frivillige. Sidste år oplevede vi at den fælles opgave var med til at opbygge et godt fællesskab, hvorfor mange af de frivillige fra sidste år tager en tørn til. Vi vil alligevel gerne være flere lokale frivillige, så hvis du er interesseret i af være med til at give turister en god oplevelse på Stevns, er der også plads til dig. Hvis du bakker op om initiativet, men ikke har tid eller lyst til at være frivillig, er det muligt at støtte arbejdet, ved at blive medlem af Rødvig Lokal Information, der er foreningen der står bag turistinformationen. På opslagstavlen i Daglig Brugsen, kan du finde flere oplysninger.
I år har vi også påtaget os at sætte en Opslagstavle op, hvor alle kan se, hvad der foregår i Rødvig og Omegn. Det forudsætter dog, at vi får et opslag vi kan sætte op. Der er begrænset plads, så vi forbeholder os ret til at vurdere, om det er af almen interesse. Opslaget må højst være i A4, helst mindre.
Kommentarer