Store Heddinge

Romeo og Julie live fra Skuespilhuset

romeo_og_julie

Store Heddinge: Snurretoppen viser skuespillet Romeo og Julie i en livetransmission fra Det kongelige Teater i København

Mandag den 8. december klokken 20 kan man opleve Shakespeares Romeo og Julie som livetransmission fra Det Kongelige Teaters Skuespilhus i København, i Snurretoppen i Store Heddinge.

Den klassiske historie om det unge, forelskede par skildrer den rene kærlighed i en verden af magt, strid og blodige fejder, som alle for længst har glemt grunden til.

Romeo og Julie mødes for første gang til et maskebal og forelsker sig på stedet. Men lykken er kortvarig, for de elskende tilhører to rivaliserende familier. I en fortryllende balkonscene lover de elskende hinanden evig troskab – og resten er historie.

Med Romeo og Julie får instruktør Elisa Kragerup sin debut på Store Scene. Kostumerne er moderne og tiltrækkende, ligesom musikken veksler mellem nutidige popsange og klassiske mesterværker.

-Romeo og Julie har altid været et af mine favoritdramaer. Igennem ungdommens kompromisløshed og kamp for retten til at elske skildrer Shakespeare helt enestående kærlighedens og hadets natur, fortæller Elisa Kragerup.

Thomas Hwan har rollen som Romeo og Danica Curcic har rollen som Julie.

Stykket har i øvrigt ikke været opført på Det Kongelige Teater som skuespil siden 1874.

Man kan læse mere om forestillingen på www.dkteater.dk.

Forestillingen koster 200 kroner inklusive et glas vin i pausen. Ubenyttede operarabatbilletter fra sæson 13-14 kan anvendes.

Billetter kan bestilles on-line på Snurretoppens hjemmeside.

Snurretoppen lover i øvrigt at katastrofen ikke gentager sig. Søndag den 5. oktober ville biografens modtagerboks ikke mere efter 1. akt af operaen Rosenkavaleren fra Det kongelige Teater. Boksen er nu udskiftet og systemet afprøvet i alle ender og kanter.

 

Romeo og Julie kan opleves mandag den 8. december klokken 20 i Snurretoppen, Algade 32 i Store Heddinge.

 

Foto: Natascha Thiara Rydvald

Kommentarer