Store Heddinge

Rosenkavaleren direkte fra Operaen

rosenkavaleren_opera

Store Heddinge: Søndag kan man opleve Richard Strauss’ pragtopera Rosenkavaleren direkte fra Operaen i Snurretoppen

Det Kongelige Teater inviterer til en festlig sæsonåbning og livetransmitterer den Reumertbelønnede forestilling Rosenkavaleren direkte fra den store scene i Operaen søndag den 5. oktober. Der er tale om en genopsætning af mesterinstruktøren Marco Arturo Marellis Reumertbelønnede opsætning fra 2008.

Operaen blev skabt i samarbejde med librettisten Hugo von Hofmannsthal i 1911 og blander komedie og romantik med et bittersødt blik på livets gang. Arbejdstitlen var Ochs auf Lerchenau og havde fokus på den komiske baron Ochs, der snydes for sin forlovede af den unge Octavian.

Efterhånden som arbejdet med operaen skred frem, voksede Marskalindens rolle dog, og skaberne knoklede for at finde balancen mellem den farceagtig baron Ochs og den melodramatiske kærlighedsfortælling omkring Marskalinden. Til sidst vandt kærlighedshistorien omkring den unge Octavian, der som rosenkavaler stjæler både Marskalindens hjerte og Baron Ochs’ forlovede.

I partiet som den smukke og kærlighedsforvirrede feltmarskalinde kan du glæde dig til at opleve sopranen Ann Petersen i et af sine glanspartier, i hvilket hun alternerer med Anne Margrethe Dahl. Som den bombastiske og joviale Baron Ochs får du den østrigske basbaryton Wolfgang Bankl, der har sin vante gang på Wiener Staatsoper og flere af Europas store operahuse.

Rosenkavaleren synges på tysk med danske overtekster. Trailer kan ses på Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Hempel A/S er eksklusiv forestillingssponsor for Rosenkavaleren.

Billetterne koster 200 kroner. De kan købes eller bestilles på Snurretoppens hjemmeside.

Rosenkavaleren livetransmitteres søndag den 5. oktober fra klokken 15 til cirka 19:15 i  Mødestedet Snurretoppen, Algade 32, 4660 Store Heddinge

Foto: Miklos Szabo

Kommentarer