Strøby Egede

Rundvisning i den botaniske have i Strøby Egede

Solgårdsparken er meget mere end gratis koncerter. I den store smukke park findes der også en botanisk have.

Onsdag den 16. august klokken 18.30 inviterer Tobias Valentin Rasmussen på en rundvisning i den botaniske have i Solgårdsparken i Strøby Egede.

Det var Tobias Valentin Rasmussen der tilbage i 2004 tog initiativet til det unikke åndehul. På rundvisningen vil han fortælle om de mange spændende planter, blomster, buske og træer fra tropiske såvel som subtropiske egne.

Den botaniske have passes af frivillige fra Solgårdsparkens Støtteforening.

Parkens adresse er Stevnsvej 26, Strøby Egede, 4600 Køge.

Solgårdsparkens Støtteforening, der fejrer 25 års jubilæum i år, har ansvaret for at vedligeholde bygninger, beplantninger og andet i den store smukke park. Det er dog kommunen der vedligeholder plænearealer og hække. Støtteforeningen har ca. 500 frivilligt betalende medlemmer og får blandt andet indtægter på sponsorgaver, reservering af foreningens borde og bænke samt overskud fra musikarrangementer. Pengene går til forbedring og vedligeholdelse af parkens rekreative opholdssteder til gavn for parkens gæster.

Kommentarer