Store Heddinge

Ruth Larsen stopper på Stevns Lokalradio

radio

Store Heddinge: Stevns Lokal Radios formand gennem rigtigt mange år, Ruth Larsen genopstiller ikke på generalforsamlingen til foråret

Ruth Larsen, der er årets modtager af Stevnsprisen, har meddelt bestyrelsen i Stevns Lokal Radio at hun ikke genopstiller på generalforsamlingen til marts. Det skriver Dagbladet.

Læs også: Stevnsprisen 2014 går til Ruth Larsen

– Det bliver også et farvel til at lave radio – både for Per og mig. Vi er jo ikke helt unge længere. Men jeg kan jo ikke slutte på en bedre måde end med at modtage Stevnsprisen, siger Ruth Larsen, der sammen med hendes mand, Per startede på lokalradioen for 28-29 år siden, kort tid efter, at de flyttede til Stevns.

Ruth Larsen, der fylder 82 år tirsdag den 9 december, har dermed været med næsten fra starten, idet Danmarks ældste lokalradio, kunne fejre 30 års jubilæum i september 2013.

Stevnsprisen bliver uddelt ved en reception torsdag den 11. december fra klokken 16.30 til 18.00 i Rådssalen på Store Heddinge Rådhus.

Arrangementet er åbent for alle.

Ved samme lejlighed vil også dette års medaljetagere blive hyldet.

Læs også: Kommunen hædrer stevnske medaljevindere

Stevns Lokal Radio, der sendte deres første program torsdag den 1. september 1983, er en reklamefri, ikke kommerciel radio, der sender fra Store Heddinge på Stevns.

Arbejdet på SLR 107.8 FM, der sender cirka 24 timer om ugen, varetages af omkring 20 frivillige, ulønnede medarbejdere.

SLR har siden september 2013 også sendt deres udsendelser på Internettet. Man kan lytte til radioen på Internettet er at gå ind på hjemmesiden www.stevnslokalradio.dk og klikke på Lyt til stevnslokalradio.dk

Kommentarer