Rødvig

Rytterskolen afholder en skoledag som i 1892

lille_heddinge_rytterskole_

Lille Heddinge: Onsdag ringer klokken ind på Lille Heddinge Rytterskole til en skoledage for skolebørn i alle aldre

Onsdag den 30. juli fra klokken 10 til 12, kan børn og deres forældre og bedsteforældre selv prøve en skoledag i den gamle rytterskole under lærerinde Findsens rare men bestemte styring.

– Et let svirp med spanskrøret får det det næsten til at synge i træværket på det gamle skolebord på Lille Heddinge Rytterskole, da jeg tager plads i skolestuen med en venlig men meget myndig irettesættelse fra lærerinden. Jeg er mødt op sammen med 5. klasse fra Store Heddinge Skole for at deltage i to timers undervisning anno slutningen af 1800-tallet. Som den dummeste – og klart den ældste – elev i klassen anviser lærerinden, Hanne Findsen, mig en plads på bagerste række, mens de flinke piger får lov at sidde forrest. Jeg må affinde mig med lærerens hierarki og glider stille ind på bænken ved det gamle skolebord, fortæller overinspektør Thomas Tram Pedersen fra Østsjællands Museum. Og han fortsætter:

– Bordets hjørner er slidt helt runde af generationer af skolebørn, tasker og slagsmål, men der er ikke noget rundt over pædagogikken, som er meget præcis og firkantet: Som den netop var for 100 år siden. Alligevel kan jeg klart genkende foruroligende mange træk fra min egen skoletid i 1970’erne, hvor de sidste lærere af den gamle skole stadig herskede og gradvist blev afløst af gruppearbejde om Angolas sukkerrørsdyrkning. Jeg sender en tanke til min gamle lærer Hr. Bøvadt, som jeg nu er sikker på også havde gået på en rytterskole engang i 1800-tallet.

Der er ikke gruppearbejde på Rytterskolen, og Angola er slet ikke på landkortet. I stedet byder de næste to timer på et udvalg af de fag, materialer og undervisningsmetoder, som skolerne praktiserede fra skolevæsnets oprettelse i første del af 1700-tallet. Der er en variation af salmesang, bibelhistorie, stave-ord, skønskrivning og regning i det omdelte skolehefte. Det er lærerinden, der styrer undervisningen på en venlig men myndig facon; der bliver læst op i kor, man rejser sig for at svare, og stoffet er ikke til diskussion.

– 5. klasse og jeg selv er fanget ind af stemningen og gør artigt, hvad der bliver sagt. Der bliver ikke snakket eller kigget på mobiltelefonen eller uret. Der er en overraskende ro i den gamle skolestue. For eleverne er der så meget genkendeligt ved både undervisningssituationen og emnerne. Alligevel er det hele en meget fremmedartet og spændende oplevelse.

Huset gør sit til at fremme stemningen. Lille Heddinge Rytterskole fra 1722 er fredet og vurderes som den bedst bevarede af de 241 rytterskoler, som Frederik IV fik bygget i 1720’erne, for at børn på landet kunne blive undervist. Skolen var i brug frem til 1892 og er i dag smukt bevaret med gammelt skoleinventar. En lille oplevelse i sig selv.

– Mens 5. klasse går ud i haven for at spise madpakker, forlader jeg bagerste række over de tykke, knirkende trægulve. Jeg er ikke rykket op eller har fundet ud af, hvor Angola ligger. Alligevel er jeg nu godt tilfreds med min skoledag, og jeg er en god oplevelse rigere, afslutter Thomas Tram Pedersen

Alle er velkomne. Der er plads til cirka 25 elever. Der skal betales 25 kroner i skolepenge per elev.

Det er bare at møde op på skolen, Ryttervej 2, Lille Heddinge, 4673 Rødvig onsdag den 30. juli. Undervisning starter klokken 10.

Kommentarer