Store Heddinge

Sådan gør du bilen klar til skiferie

Danskerne drøner afsted på skiferie. I de første måneder af 2019 forventes over 200.000 danskere at suse ned ad de udenlandske pister.

Julen og nytåret er forbi, og de første danskere har allerede sat kurs mod den årlige skiferie. Men inden du sætter dig i bilen, er der en række ting, du skal have styr på, hvis du vil styre uden om uheld og bøder.

Vi er netop trådt ind i skiferiernes højsæson, og de næste måneder tager over 200.000 danskere skiene på nakken og suser ned ad de udenlandske pister. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Favoritdestinationerne er Østrig, Norge og Sverige, og mange danskere vælger selv at køre dertil. Er du en af dem, skal du huske at tage dine forholdsregler, da bilen både har mere læs på end normalt, kører et længere stræk og er udsat for koldere temperaturer end i Danmark. Det fortæller Jacob Møller fra varehuskæden Biltema.

– Det er surt, hvis man ikke har gjort sit forarbejde godt nok. Ferien kan blive ødelagt af, hvis der opstår problemer med bilen og sker uheld undervejs, eller hvis man bliver pålagt bøder for ikke at opfylde de gældende krav i det land, man opholder sig i.

Det som regel små og simple tiltag, der kan være med til at gøre bilen køreklar til vinterferien og sikre, at turen frem og tilbage forløber smertefrit. Jacob Møller giver her fire gode råd til, hvad du bør være særligt opmærksom på:

1. Tjek regler for vinterdæk og snekæder i Europa

I nogle lande er det obligatorisk at køre med vinterdæk, mens det i andre lande kun er nødvendigt i vinterligt føre. Blandt andet Norge har helt specifikke regler som for eksempel en mønsterdybde på mindst tre millimeter, og overholder du ikke det, kan det give bøder på over 500 danske kroner per dæk. Det samme gør sig gældende for brugen af snekæder, der både kan være lovpligtige og nødvendige, og de bør derfor altid ligge i bilen.

2. Korrekt sikkerhedsudstyr

Hvis uheldet skulle være ude, er det vigtigt, at du har det rigtige sikkerhedsudstyr i bilen. Det omfatter en advarselstrekant, refleksveste til alle i bilen samt en brandslukker og førstehjælpskasse.

3. Giv din bil et serviceeftersyn

Foretag et olietjek og brug en tyndere motorolie, der passer til din bilmodel
Smør silikone på gummilisterne omkring døre og bagklap, så de ikke fryser fast
Hæld frostsikre køler- og sprinklervæsker på bilen
Test om dine vinduesviskere fungerer optimalt, da de ofte er på hårdt arbejde om vinteren
Tjek om der er strøm nok på batteriet. Batteriets kapacitet falder i takt med kulden, og der er et højere strømforbrug til blandt andet lys og varme.

4. Hav styr på papirerne

Husk pas, den ene halvdel af registreringsattesten, det røde forsikringskort, motorvejsmærkater og miljømærker. Forsikringskortet forklarer dine rettigheder og kan vises, hvis du får brug for udenlandsk vejhjælp. Motorvejsmærkater og miljømærker afhænger af din destination, men motorvejsmærkater er altid nødvendige i Østrig og Schweiz.

Kommentarer