Strøby Egede

Sæsonstart i Bådklubben Ege i Strøby Egede

Se billedserie

Bådklubben Ege er allerede i fuld gang med forberedelserne til en ny sæson. Sæsonen byder på kajakkurser for de voksne, og de yngre medlemmer kan nyde godt af optimistjoller og de nye FEVA-joller.

Når sæsonen starter i Bådklubben Ege, er der flere ting, der skal være i orden, før man går i gang med det egentlige sejlearbejde. Sæsonen starter med kæntringsøvelse i Stevnsbadet i Store Heddinge, hvor instruktørerne har en jolle med ned i bassinet for at lære de unge mennesker om kæntring, redningsveste og hvordan man hjælper en kammerat op af vandet på den rigtige måde. Det er alt sammen vigtige elementer at være tryg ved, når man begiver sig ud på vandet.

Man skal kunne svømme

De unge medlemmer i optimistjollerne er helt ned til 8 år gamle. Eneste krav er, at man skal kunne svømme, for det er tegn på, at man er tryg ved vandet. Og det er vigtigt, selvom man altid har redningsvest på. Derudover er der ingen krav til de unge sejlere og den aktive vandsport bliver stadigt mere populær hos den unge generation.

– Vi har tydeligt kunne mærke, at sejlsporten er blevet mere populær igennem de senere år. Vi har stor tilslutning og hele familien er ofte aktiv i klubben, hvor der er aktiviteter til alle aldersgrupper. I øjeblikket har vi venteliste til kurset for optimist- og FEVA-joller, men vi anbefaler, at man tager fat i os i klubben og bliver skrevet op, hvis man ønsker at deltage, fortæller Poul Skræddergaard, som er formand for Bådklubben Ege.

Der sejles i optimist- og FEVA-joller hver onsdag aften og man er velkommen til at kigge ned forbi, hvis man vil hilse på nogle af sejlerne og vide lidt mere om sporten.

Klubben har ry for at have et stærkt kammeratskab, hvor de unge mennesker arbejder tæt sammen, og hjælper hinanden på tværs af alderstrin. På vandet er alder ikke vigtigt. Her handler det om at få en god oplevelse og sørge for, at alle mand kommer godt ud og hjem.

Sidste år gjorde klubben en stor indsats for at finde sponsorer til klubben og få mulighed for at købe nye FEVA-joller. I år skal sponsoraterne gå til hjælp til at indkøbe en CAT16 båd, som er egnet til flere unge mennesker i samme båd.

Kajak er godt for sjælen

For de voksne haventusiaster tilbyder Bådklubben Ege havkajaksejlads.

Torsdag den 6. april klokken 19.00 til 21.00 afholder Bådeklubben Ege, infomøde  for nye potentielle havkajakmedlemmer, i klubben på Kystvejen 45A i Strøby Egede.

Den 21. maj er der ‘Havkajakdag’ fra klokken 10.00 til 15.00 i klubben, hvor interesserede kan prøve at sejle i havkajak. Der afholdes havkajakkurser tirsdag aften, torsdag aften og søndag formiddag. Når man er medlem af klubben, kan man deltage så ofte man vil. Tilmelding sker via klubbens hjemmeside.

Også for havkajakkerne starter sæsonen med øvelser i Stevnsbadet. Der øves makkerredning og selvredning, så man altid er bedst muligt forberedt, når man begiver sig ud på havet.

Det ser utrolig idyllisk ud, når havkajakkerne glider roligt igennem vandet på en stille sommeraften på Køge Bugt. Og ifølge Mogens Jappe, som er ansvarlig for havkajakudvalget, er havkajakken glimrende til meget forskellig slags sightseeing, bare der er vand.

– Ind imellem arrangerer vi måneskinsture. Og vi har været på tur i København kanaler. Det er en helt anden og meget hyggelig måde at se vores gamle hovedstad på, fortæller Mogens Jappe. Han bor selv i Strøby Egede og er blot en af de mange frivillige, der hvert år er med til at skabe den megen aktivitet, som igennem så mange år har fundet sted i Bådklubben Ege.

Klubben har også et stort antal fiskere, som har deres jolle liggende og sejler ud fra klubben for at fiske. Og hvert år afholdes stor Sankt Hans fest med fyrværkeri og liveband, båltale og ikke mindst et kæmpe bål! Sidste år var vejret en hidsig størrelse, men i år falder Sankt Hans Aften på en fredag og alle håber på godt vejr, så det kan blive en lang og hyggelig sommeraften i Bådklubben Ege.

Kommentarer