Saltslåning tager livet af fisk

Stevns Kommune: Der er blevet fundet mellem 300 og 500 døde fisk ved sluseporten ved Tryggevælde Å i weekenden
Stevns Kommune har modtaget flere spørgsmål om de døde fisk, man har kunnet se ved sluseporten ved Tryggevælde Å i weekenden.
Kommunens biolog kan dog berolige med, at fiskene er døde af naturlige årsager, og ikke af forurening, skriver Stevns Kommune på på facebook.
Der er tale om et fænomen, som kaldes for saltslåning. Saltslåning sker når et område, der normalt indeholder fersk- eller brakvand, pludselig bliver meget saltholdigt, som det er sket uden for sluseporten. Sluseportene har nemlig været lukkede på det seneste på grund af den megen pålandsvind, og det har så givet en øget saltkoncentration uden for slusen.
Det er særligt fiskearten Rimte, som har lidt under den store saltkoncentration. Det skyldes, at Rimten er en stimefisk, som holder sammen i større flokke. Her er der så en stime, der har været så uheldig, at de er kommet til at opholde sig ved sluseporten på et uheldigt tidspunkt.
I forbindelse med besigtigelse i dag, blev der set både levende gedder, aborre og en masse småyngel, som trives helt fint.
Foto: Sluseporten ved Tryggevælde Å. Rune Byrnak-Storm, Stevns Kommune.
Kommentarer