Store Heddinge

Sammenbrud koster både virksomheder og Danmark dyrt

Dansk Byggeri ærgrer sig over, at de politiske forhandlinger om udenlandsk arbejdskraft er brudt sammen. Politikerne lader de mange virksomheder, der står og mangler arbejdskraft, i stikken, lyder det fra arbejdsgiverorganisationen.

De mange virksomheder, der lige nu står og mangler hænder, skal ikke regne med, at der kommer hjælp fra politisk side lige foreløbig. Det er deprimerende, at politisk uenighed skal stoppe væksten i Danmark, lyder det fra Dansk Byggeri, efter at de politiske forhandlinger om udenlandsk arbejdskraft er brudt sammen.

– Alt ting har en pris, og det har det her i høj grad også. Vi risikerer, at opsvinget mister pusten, fordi vi mangler hænder til at holde maskinerne i gang. Mister vi vækst, så mister vi også velfærd, fordi der ganske enkelt bliver råd mindre, og det rammer jo alt fra ældreplejen til folkeskolerne og store infrastrukturprojekter, der kan undgå vi spilder tiden med at holde i lange bilkøer. Det er ærgerligt for Danmark, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl.

Sammenbruddet i forhandlingerne rammer også hverdagen ude i virksomhederne.

– Samtidig står virksomhederne med håret i postkassen. De har ordrene og muligheden for at vokse, men de mangler medarbejderne. En udfordring, som politikkerne kunne være med til at løse for dem, men i stedet for at finde løsninger, så lader de uenighederne vinde, mens virksomhederne bliver ladt i stikken. Der er brug for at finde løsninger, så virksomhederne hurtigst muligt kan få adgang til den arbejdskraft, som de har brug for, og det kan ikke vente til efter et folketingsvalg, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

Kommentarer