SampoVigs beboere udstiller på Stevns Fyrcenter

keramikblade_sampovig

Stevns Fyrcenter inviterer til årets første kunstfernisering i den gamle Fyrmesterbolig på lørdag

Lørdag den 8. februar slår Stevns Fyrcenter dørene op til årets første udstilling. Der tages dermed hul på et spændende år, hvor ikke mindre end 5 skiftende udstillinger er planlagt frem til udgangen af oktober måned.

I lighed med sidste år, er årets første udstilling med arbejder udført af beboerne på institutionen SampoVig i Store Heddinge.

Udstillingen ”Som træer og blade i vinterskoven” der netop har været vist på Kulturloftet over Stevns Bibliotek, genopstår på Stevns Fyrcenter, hvor den kan ses frem til slutningen af marts.

Læs også: Beboere fra SampoVig udstiller på Kulturloftet

Værkerne som kan ses på udstillingen, blev skabt af SampoVigs beboere en uge i december måned. Hovedvægten ligger på det grafiske udtryk i forskellige teknikker, men der blev også arbejdet med kultegning, akvarel og fotografi.

Centralt i udstillingen står et stiliseret træ med blade formet i ler, hvor hver beboer har formet sit eget individuelle blad.

”Det er et livstræ, som ikke kun giver næring til beboerne, men også til os medarbejdere. Vi har en fælles stolthed over det træ” Siger Lidia Bjørndal, værkstedsleder på SampoVig, som sammen med grafiker Torben Olesen stod for undervisningen i kunstugen.

SampoVig, der er et Marjatta voksencenter og værksted, ligger i landlige omgivelser på Trommeslagervej 12 i Store Heddinge. Der er 5 boenheder samt flere værksteder med beskæftigelse til de i alt 31 beboere på SampoVig.

Det er dels den store lokale interesse for udstillingen, der gør at den nu forsætter på Fyrcenteret, og dels at det er ved at blive en tradition, idet SampoVigs udstilling på Kulturloftet i januar 2013 Fugleflok projektet netop blev videreført til stor glæde og fornøjelse for Fyrcentrets mange gæster.

Stevns Fyrcenter har åbent på hverdage 11.00 – 15.00 og lørdag og søndag 12.00 – 15.00.

Der er fernisering på udstillingen lørdag den 8. februar klokken 12.00 til 13.00 på adressen Stevns Fyrcenter, Fyrvej 2, Tommestrup.

Kommentarer