Store Heddinge

Sankt Katharina Kirke fejrer Diakoniens Dag søndag

sankt_katharina_kirke

Store Heddinge: I anledning af Diakoniens dag holder Sankt Katharina Kirke åbent hus fra klokken 13.00 til 15.45.

Søndag den 7. februar mellem klokken 13.00 til 15.45 holder Sankt Katharina Kirke åbent hus i anledning af Diakoniens dag.

Dagen fungerer på en måde ligesom en messe med forskellige stande, man kan besøge og spørge ind til efter behov. Her kan man finde råd og vejledning om livssituationer, der vedrører en selv eller nogle, man kender.

Følgende organisationer og netværker vil være repræsenteret i kirken på dagen: Café Stevnen og Familieklubben, ACA for børn fra dysfunktionelle familier, Anonyme Alkoholikere Grupperne på Stevns, Y’s Men’s Club, Frivillighedscenter Stevns Kommune, Kræftens Bekæmpelse og Ældre Sagen.

Der er gratis adgang og alle er velkomne.

I forlængelse af Diakoniens dag afholdes Faste-gudstjeneste klokken 16.00. En overskrift for gudstjenestens tema kunne være: Hvad har dette at yde en frivillig indsats for andre (diakoni) med ”faste” at gøre?

Interesserede kan læse mere på www.danskdiakoni.dk

Diakoniens Dag

Diakoniens Dag er et nyt landsdækkende begreb. Landets kirker opfordres til at sætte fokus på diakoni og frivillighed hvert år den første søndag i februar.

Diakoni er kirkeligt arbejde i praktisk tjeneste for medmennesket. På Diakoniens Dag kan man lade sig inspirere til nyt arbejde i sognet, eller man kan samles i sognet omkring de kirkeligt-sociale gøremål, man allerede har i gang, blive mindet om diakonien som troens selvfølgelige konsekvens, pleje de frivillige, holde status og hente ny inspiration ved foredrag el. lign.

Kilde: www.danskdiakoni.dk

Kommentarer