Store Heddinge

Sankt Katharina Kirke skal have nyt tag

sankt_katharina_kirke

Store Heddinge: Den ottekantede kirke har fået en donation fra Kirkeministeriet på 3 millioner til et nyt tag.

Kirkeministeriet har givet Sankt Katharina Kirke, den ottekantede kirke i Store Heddinge, en donation på tre millioner til et nyt tag.

Der betyder at menighedsrådet nu kun skal låne 6,3 millioner kroner fra Roskilde Stift, idet det udskiftningen af alle tagene, inklusive det store kobbertag over oktogonen, er budgetteret til i alt 9,3 millioner kroner.

– En så stor bevilling er en slags blåstempling af projektet, og burde vække interesse hos andre fonde, der støtter bevaringen folkekirkens kirkebygninger, siger provsten i Tryggevælde Provsti, Erhard Schulte Westenberg til Dagbladet.

Første etape er taget på nordsiden af kirken. Her er det lokale firma Flemming Schrøder A/S startet på at udskifte flere spær. De skal også stå for understrygningen af tegltaget.

Læs også: Brian Mikkelsen på virksomhedsbesøg i Store Heddinge

Ifølge menighedsrådets plan for renoveringen er der afsat tre år til opgaven, men håbet er at det kan gøres hurtigere.

– Hvis det går, som vi håber, kan arbejdet være afsluttet i det sene efterår 2016. Kobbertaget er den største del af arbejdet, og det er så omfattende, at opgaven skal sendes i offentlig licitation, siger kirkeværge Hans-Helmuth Hansen til Dagbladet.

Menghedsrådet kan nu, med den store bevilling i ryggen, søge andre fonde om støtte til projektet, så lånet til stiftet kan nedbringes.

– Det ville være helt fantastisk, hvis der var en enkelt fond eller flere, der kan se vigtigheden i at støtte, at Sankt Katharina Kirke forbliver et stykke kulturarv til bevarelse næsten på lige fod med Stevns Klint, som i sin tid lagde kridtsten til opførelsen af kirken, siger Arne Gammelgaard, der er formand for kirkeudvalget i menighedsrådet.

Sankt Katharina Kirke i Store Heddinge er med sit karakteristiske ottekantede skib, oktogonen, blandt de mest særprægede kirkebygninger fra middelalderen. Det håndværksmæssige hæver sig i kvalitet over, hvad man ellers ser i de øvrige stevnske landsbykirker. Desuden er oktogonen er en meget sjældent benyttet kirkeform i Nord- og Vest-europa.

Det vides ikke med sikkerhed, men det formodes at kong Valdemar Sejr har været bygherren.

Kilde: www.sanktkatharinakirke.dk

Kommentarer