SAS Veteran lægger krans i Højerup på torsdag
Højerup: Der er kransenedlæggelse ved Halifax stenen i Højerup på den nationale flagdag, ”De udsendtes dag” på torsdag
Torsdag den 5. september klokken 18:30 nedlægger den nu 93-årige Hugo Henning Plaun, tidligere major i det britiske specialkorps, SAS (Special Air Service) en krans ved Halifax stenen foran Højerup ny kirke. Hugo Henning Plaun deltog under 2. verdenskrig i talløse operationer, som bragte ham rundt i det sønderrevne Europa. Såret mangfoldige gange har den utæmmelige Hugo Plaun oplevet nok til, at det modsvarer flere menneskers normalerfaringer.
Kransen lægges for at ære den Halifax-besætning, der blev dræbt ud for Stevns den 14. marts 1943 klokken 21:42.
Læs også: Soldater hyldet i aftensolen i Højerup
Efter kransenedlæggelsen inviterer Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland på foredrag med kaffe på traktørstedet Højeruplund. Foredragsholderen er den 89-årige koldkrigsspion Hans Christian Enevold Nielsen. Han vil fortælle om sine 20 år som agent for Forsvarets Efterretningstjeneste i østblokken, især i Polen.
Kommentarer