Scavenius løste opgaven og blev den mest forhadte mand i Danmark
Stevns Teaterforening har historisk drama på repertoiret, når de d. 10. november viser Scavenius med Kristian Halken i titelrollen.
Det er historien om den mand, der indgik politisk samarbejde med den tyske værnemagt og bragte Danmark sikkert igennem 2. verdenskrig. Historien om manden, der sikrede jøderne mod overgreb indtil 1943. Historien om manden, som Stauning insisterede på skulle være udenrigsminister.
Scavenius løste opgaven og blev den mest forhadte mand i Danmark.
I “Scavenius” fortælles historien om en mand, som valgte landets tarv fremfor popularitet. Verden stod på hovedet, og man havde brug for én, som i det mindste prøvede at holde sammen på Danmark.
I et drama af shakespeareske dimensioner følger vi Scavenius’ kamp i grænselandet mellem moral, beregning og opportunisme. Rundt om ham er et persongalleri af krigens mest centrale figurer. Vi forsøger at forstå og følge hans beslutning – Scavenius indgår samarbejde med tyskerne. Vi føler de hvæssede klingers skarphed fra hans fjender, og vi våger over ham i hans søvnløse nætter.
Bådteatrets Reumertvindende ensemble viser tilværelsens absurditet i en vidunderlig visuel tour de force, hvor alt er muligt.
Teaterforeningen kan igen holde åbent i baren en god halv time før forestillingen. Der er direkte indgang i Erikstruphallen fra P-pladsen ved St. Heddinge Skole.
Bådteatret
Scavenius
Onsdag d. 10. november 2021, kl. 19.30
Erikstruphallen
Spilletid ca. 75 minutter uden pause
Billetter på www.stevns-teater.dk
Løssalg: 260 kr.
Medlemspris: 130 kr.
Unge u.25 år: 60 kr.
Medlemskab: 100 kr.
Medvirkende: Kristian Halken, Thomas Bang, Lucia Vinde Dirchsen, Jeanette Lindbæk Birk
Dramatiker, Kristian Halken
Instruktør, Rolf Heim
Scenograf, Jonathan Hjorth
Lyddesign, Janus Jensen
Lysdesign, Sonja Lea
Foto, Miklos Szabo
Reumert 2021 Årets mandlige ensemblerolle: Thomas Bang, Scavenius, Bådteatret
Juryens begrundelse: Da Thomas Bang spillede Adolf Hitler i malerkittel, gik der et øjeblik, før vi lagde mærke til, at han havde sorthårede abehænder. Vi var opslugt af, hvordan han forfængeligt rettede på sin sideskilning, og vi lod os charmere af hans egomane psykopat, der manipulerede med Danmarks statsminister som sin marionet. Med musikalske svirp af en blegselleri.
Anmeldelserne var formidable ved premieren på Bådteatret i København.
Kommentarer