Se genfortolkning af Dracula i Erikstruphallen
Stevns Teaterforening byder på en usædvanligt fri gendigtning af den klassiske Dracula: Tag på en rejse til det mørke og dystre Transsylvanien med teater- og operakompagniet Figaros og Den Ny Opera.
Figaros hold af vampyrjægere banker gravrusten af gravrøsten og drager med den unge sagfører Jonathan Harker til de Transsylvanske bjerge. Trods advarsler fra lokalbefolkningen vil Harker besøge grev Dracula på hans slot for at afslutte et huskøb på hans vegne i England.
Men…
Brexit har sat en stopper for engelske huskøb, så grev Dracula ændrer planer.
Han rejser i stedet til Danmark med skibet PostNord (let forsinket), hvor greven har erfaret, at man har i tusindvis af helt frivillige bloddonorer.
Forestillingen tager nu en ganske anden drejning end Bram Stoker, forfatter til den originale Dracula, havde tænkt sig.
Grev Draculas ærkefjende, den selvsmagende Van Selvsving tilkaldes. Og i en kamp med tiden, dagslyset og det danske toldvæsen skal han nu, sammen med sin hjælper Igor, forsøge at finde Grev Dracula og drive en pæl gennem hans hjerte.
Det bliver en forestilling med bid i, hvor alle roller synges, flyves og danses i fuld scenografi, lys og kostumer af Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.
Stevns Teaterforening garanterer, i vanlig Figaros-stil, en overflod af komik, musik og gys . . . og masser af hvidløg.
Varighed 2 timer inkl. pause, hvor foyerbaren er åben
Billetter
Billetter på www.stevns-teater.dk
Løssalg: 300 kr.
Medlemspris: 150 kr.
Unge u.25 år: 60 kr.
Medlemskab: 100 kr.
Kommentarer