Seks hundehvalpe dumpet i Store Heddinge
Store Heddinge: En borger i Store Heddinge fandt mandag aften en transportkasse med seks cocker spaniel hvalpe i sin indkørsel.
Mandag den 30. maj om aftenen fandt en borger i Store Heddinge en transportkasse med seks cocker spaniel hvalpe i sin indkørsel.
Hvalpene er cirka seks uger gamle, og det ser ud som om, de har haft halsbånd på – pelsen er nemlig lidt slidt rundt om halsen på dem alle.
Heldigvis ser det ikke ud til, at de har lidt overlast i forbindelse med oplevelsen. De er nu på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, hvor en dyrlæge har set på dem. Det er konstateret at hvalpene er i topform mentalt. De er alle meget tillidsfulde og livlige, men de har dårlige maver og er nok smækfulde af orm.
Det er for tidligt at finde nye hjem til dem endnu. Og de tager ikke mod besøg, endnu. Først når de er klar til at blive videreformidlet vil de kunne ses under formidlingsklare dyr på www.roskildeinternat.dk.
Man kan give sin støtte direkte til de seks hvalpe ved at sende en sms til 1277 med teksten HVALP. Så støtter man de små med 50 kroner
Man kan se flere fotos af hvalpene på Roskilde Internat – Dyrenes Beskyttelse’s side på facebook.
Fotos: Dyrenes Beskyttelse
Kommentarer