Seven Thorns spiller på Tapperiet i Køge

seven_thorns

Valløby: Heavy Metal bandet Seven Thorns med base i Valløby udgiver deres andet album på lørdag

Fredag den 31. januar, optræder det Valløby-baserede heavy metal band Seven Thorns på Tapperiet i Køge.

Bandet Seven Thorns, der spiller melodisk heavy metal også kaldet power metal, blev faktisk startet hel tilbage i 1998, af Lars Borup, der bor i Valløby. Men det var først i 2003, hvor Lars Borup mødte Mik Holm, at der for alvor begyndte at ske noget. Bandet indspillede i 2005 den første single ”Artificial Night”. Den blev nomineret til Danish Metal Awards i 2005 og vandt det fjerde uofficielle European Heavy Metal Song Contest i 2006.

Undervejs har bandet blandt andet opnået at blive spillet i radioprogrammer i Indonesien, Japan, Canada, USA og i Sydamerika.

Seven Thorns debutalbum ”Return to the Past” udkom i 2010 på det amerikanske pladeselskab Nightmare Records.

Deres andet album udkommer lørdag den 1. februar på det tyske pladeselskab Sonic Revolution. De nye numre kan høres live torsdag aften i Albertslund, fredag i Køge, og lørdag i Nykøbing Falster.

Bandet skal også ud på turne til sommer, blandt andet til Rock Stone Bohemia Festival i Tjekkiet og til Metal Magic Festivalen i Fredericia.

Det seks mand store band består udover trommeslageren Lars Borup af guitaristerne Gabriel Tuxen og Christian B. Strøjer, bassisten Nicolaj Marker, Asger W. Nielsen på keyboard og sangeren, svenske Gustav Blide. Mik Holm er i dag tilknyttet bandet som komponist. De passer alle deres studier eller civile jobs sideløbende med indspilninger og koncerter.

Man kan se mere på bandets hjemmeside www.seventhorns.com, hvor man også kan lytte til deres musik

Seven Thorns spiller koncert på Tapperiet i Køge fredag aften den 31. januar klokken 20.00.

Seven Thorns første single ”Artificial Night”

Kommentarer